Vejene i Frederiksbro-bydelen skal hedde blandt andet Rønnebærvænget, Tyttebærvej, Slåenbærvej og Hindbærvej, har politikerne godkendt. Illustration: Mangor & Nagel Arkitekter

Vejene i Frederiksbro-bydelen skal hedde blandt andet Rønnebærvænget, Tyttebærvej, Slåenbærvej og Hindbærvej, har politikerne godkendt. Illustration: Mangor & Nagel Arkitekter

Så er vejnavnene i Frederiksbro på plads

Enigt udvalg vendte tomlen op til ny bydels vejnavne

Vejene i den nye bydel Frederiksbro får navne efter buske som blåbær, hyldebær og brombær.

Det godkendte politikerne i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget 6. juni, fortæller formand Dan Riise fra Venstre:

"Det er nogle fine navne, bygherre foreslår, og der plantes hække ud fra vejnavnene, så det giver udmærket mening".

Udsatte sagen

Sagen om vejnavnene var første gang på dagsordenen i maj, hvor politikerne valgte at udsætte sagen, fordi de gerne ville have bygherren, M. Goldschmidt Holding A/S, til at uddybe, hvorfor de havde valgt vejnavne som Blåbærstrædet, Brombærvej, Laurbærvænget og Tyttebærvej. Politikerne foreslog selv, at vejnavnene tager mere udgangspunkt i navnet Frederiksbro og den royale og historiske tematik.

"Det var en tanke, vi havde, at vi syntes, det havde været sjovt, at navnene relaterede sig til bebyggelsens navn, og så hastede det jo heller ikke mere, end det jagede med de navne. Men nu fik vi uddybet, hvorfor de ønsker netop disse navne, og det bliver helt fint i et fint kvarter," siger Dan Riise.

Troede, vejnavne var endelige

Ifølge sagsfremstillingen burde offentligheden have haft mulighed for at komme med input til vejnavnene, for eksempel burde blandt andet lokalråd have været inddraget. Men bygherren havde, står der i sagsfremstillingen, havde "været af den tro, at vejnavnene var endelige, da de figurerer på planer i forskellige illustrationer". Hovedparten af vejnavnene figurerer allerede i lokalplanen og har været anvendt udadtil, skriver forvaltningen.

Vejnavnene er følgende: Blåbærleddet, Blåbærstrædet, Blåbærvej, Blåbærvænget, Brombærvej, Frederiksbro Allé, Frederiksbrovej, Frederiksbrovænget, Hyldebærvej, Laurbærvænget, Mirabellevej, Rønnebærvænget, Tyttebærvej, Slåenbærvej, Hindbærvej og Skovbærvej.

Publiceret 18 June 2019 19:00