I 2018 modtog frivillige Eva Christensen FrivilligSocialprisen af borgmester Kirsten Jensen. Men hvem skal modtage den i år, spørger kommunen. Arkivfoto: Klaus Lehrmann

I 2018 modtog frivillige Eva Christensen FrivilligSocialprisen af borgmester Kirsten Jensen. Men hvem skal modtage den i år, spørger kommunen. Arkivfoto: Klaus Lehrmann

Efterlyser kandidater: Hvem skal modtage årets FrivilligSocialpris?

For 8. år i træk skal det frivillige sociale arbejde hyldes med en pris. Vær med til at bestemme, hvem der skal have den

FrivilligSocialprisen (tidligere Frivilligprisen) er stiftet af Kultur- og Fritidsudvalget og blev uddelt første gang i 2012, hvor prisen gik til Kirsten Dalgaard fra Hillerød Motionsvenner og Styrk din krop.

Siden har Bent Kaufmann fra Røde Kors, Ejner Nielsen fra Grønnegadecenteret, de frivillige i Klub Vest, Ole Hagman fra Sind, Søren Lerche, som blandt andet har lavet fællesspisninger for byens borgere, og Eva Christensen, for sit arbejde med trivselsgrupper for børn og unge, været de velfortjente vindere af prisen.

Anerkendelse og synliggørelse

Som engageret borger, foreningsaktiv, medlem, bruger eller frivillig kan man være med til at bestemme, hvem der har fortjent prisen i år ved at indstille én eller flere kandidater. Det kan både være enkeltpersoner eller foreninger, der indstilles som modtager af prisen, som består af en gave og et kontant beløb.

Formålet med prisen er at påskønne og vise anerkendelse af den frivillige sociale indsats i kommunen. Samtidig skal prisen synliggøre og skabe opmærksomhed omkring det frivillige arbejde og fremme det frivillige sociale engagement. FrivilligSocialprisen uddeles på Frivillig Fredag 27. september.

”En af Hillerød Kommunes store styrker er de mange fællesskaber, organisationer, foreninger og mennesker, som gør en frivillig indsats til gavn og glæde for andre. Det er med til at styrke og binde vores lokalsamfund sammen. Den udveksling mellem mennesker, som den frivillige indsats er, kan skabe håb og bidrage til livsglæde og fællesskab. FrivilligSocialprisen er med til at synliggøre og vise, at vi påskønner den indsats,” siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget Rikke Macholm i en pressemeddelelse.

Frist 5. august

Retningslinjerne for tildeling af FrivilligSocialprisen kan man læse på Hillerød Kommunes hjemmeside, hvor man også kan hente det skema, der skal bruges til at indstille egnede kandidater.

Fristen for indstilling til FrivilligSocialprisen er tirsdag 5. august.

gs

Publiceret 14 June 2019 07:00