Fodgængerovergangen ved Jupiter Cykler er blevet nedlagt i forbindelse med vejarbejdet. Foto: Martin Warming

Fodgængerovergangen ved Jupiter Cykler er blevet nedlagt i forbindelse med vejarbejdet. Foto: Martin Warming

Trafikkaos på Carlsbergvej: "Det er blot et spørgsmål om tid, før et barn kommer til skade"

Vejarbejdet på Carlsbergvej fører mange farlige situationer med sig, mener bekymret far

Af
Martin Warming

"Det er blot et spørgsmål om tid, før et barn kommer til skade".

Sådan lyder den dystre forudsigelse fra Ruben Holmgreen Falk i en kommentar på Hillerød Postens Facebook-side om trafiksituatioen ved Frederiksborg Byskole på Carlsbergvej.

Den ene kørebane ved Byskolen er nemlig blevet spærret, da der skal bygges et nyt lyskryds i forbindelse med byudvikling i området. Det betyder, at der de kommende måneder kun vil være en kørebane på strækningen ud for skolen, og at fodgængerovergangen ved Jupiter Cykler, der både bruges af eleverne på Frederiksborg Byskole og gymnasiet, er blevet nedlagt.

"Jeg er rystet"

Men de første dage med vejarbejde er ikke gået ikke specielt godt, hvis du spørger Ruben Holmgreen Falk, der har en datter, der går på Frederiksborg Byskole.

"Jeg er rystet, efter at jeg her til morgen klokken 7.50 skulle krydse Carlsbergvej med min datter. Vi kommer fra den anden side af stationen, men der er totalt kaos blandt gående og cyklister," lyder det fra den bekymrede far.

"Den søndre fodgængerovergang (fodgængerovergangen ved Jupiter Cykler, red.) er blevet sløjfet, uden der er blevet gjort noget proaktivt for at lede de gående over vejen et andet sted. Jeg så små børn og forældre krydse Carlsbergvej mellem store vejmaskiner, og biler som kom kørende. Jeg tænker, at sikkerheden ikke er i orden, og at det blot er spørgsmål om tid, før et barn kommer til skade i trafikken," skriver Ruben Holmgreen Falk i kommentaren på Hillerød Postens Facebook-side.

"Vi gik op til det nordre fodgængerovergang for at krydse, men det var der kun et fåtal af os, der gjorde. Her mødte vi en skolepatrulje, som var rådvilde og ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til lyssignalerne. Mit barn kommer ikke til at gå til og fra skole alene. Den chance tør jeg ikke tage," skriver Ruben Holmgreen Falk.

Mange vælger at krydse vejen blandt biler og store maskiner. Foto: Martin Warming

Mange vælger at krydse vejen blandt biler og store maskiner. Foto: Martin Warming

Talt med bygherren

Hillerød Posten har bedt om en kommentar til trafiksituationen på Carlsbergvej fra Hillerød Kommune, og her oplyser kommunens presseafdeling, at kommunen har holdt et møde med bygherren for Campusområdet omkring trafikken og trafikafviklingen ved vejarbejdet på Carlsbergvej.

"Hillerød Kommune har bedt dem om blandt andet at flytte lysreguleringen ved fodgængerovergangen ved Byskolens hovedindgang. Det betyder, at lysreguleringen vil blive flyttet om på den anden side af fodgængerfeltet, så bilister, der kommer fra Københavnsvej bliver stoppet af lysreguleringen før fodgængerovergangen og ikke efter, som det er nu. I den anden ende af Carlsbergvej (ved Jupiter Cykler, red.) skal lysreguleringen også flyttes, så det bliver mere synligt for bilister, der kommer ud fra gymnasiet, hvornår der er fri bane," skriver kommunen i mail til Hillerød Posten.

Desuden skal bygherren etablere endnu en fodgængerovergang i den sydlige ende, oplyser Hillerød Kommune, der samtidig opfordrer alle til ikke at krydse vejen udenfor fodgængerfelterne, oplyser kommunen.

Publiceret 08 June 2019 06:00