Tikke Takke Duo. Pressefoto

Tikke Takke Duo. Pressefoto

Hofnar: Ny gadeteaterfestival indtager Hillerød

Gadeteaterfestivalen Hofnar indtager Hillerød i pinsen med både cirkus, varieté, gadefest, parade og gøglerskole

Klaverfabrikken er parat til at indtage Hillerød med den første udgave af gadeteaterfestivalen 'Hofnar' fra 7.-9. juni, hvor flere end 100 artister optræder.

Hofnar er arrangeret af kunstnerne selv. I styregruppen sidder Daniel Rosenfeldt, som har optrådt med Rune Klan i mange år, og Signe Gravlund, som er bedre kendt som Stylte-Signe og er en del af gadeteaterkulturen i hele Norden.

Se billeder af nogle af de optrædende her:

De glæder sig til at slippe Hofnar løs og se, hvordan Hillerød-borgerne tager imod festivalen. Også Jens Jepsen, daglig leder på Klaverfabrikken, glæder sig:

"Min fornemmelse er, at det bliver helt vildt det her - på den helt rigtige måde. Det er altid specielt, når det er første gang, man prøver noget. Så får vi at se, om alle vores tanker om Hofnar også holder i virkeligheden. Det er fantastisk at mærke opbakningen fra kunstnerne, som virkelig gerne vil være en del af Hofnar. Der er så meget energi og velvilje omkring festivalen - det skal nok blive godt. Mange af kunstnerne bor i Hillerød henover de tre dage og bliver på den måde en del af byen," udtaler han.

Fem overskrifter

Programmet for 'Hofnar' er opdelt i fem overskrifter: Frikvarter, varieté, gadefest & parade, Hofnar-skolen og Hofnar-cirkus.

Første del, 'Frikvarter', finder sted fredag formiddag 7. juni, hvor hele festivalen skydes i gang med, at fire trupper af optrædende sendes rundt på 10 af Hillerøds skoler og indtager frikvarteret med akrobatik, tryl, magi og stylter. Her vil mange af Hillerøds børn få et lille udpluk af, hvad der kommer til at foregå de kommende tre dage.

Varieté hver aften

Næste overskrift 'Hofnar Varieté' finder sted hver aften, fredag, lørdag og søndag, klokken 20 på Klaverfabrikken. Her samles alle artisterne og laver en varieté, altså et show hvor de sammen optræder på kryds og tværs og præsenterer nogle af de bedste indslag fra dagen samlet på ét sted.

"Under en variete kan alt opstå, og artisterne vil blive sat sammen på tværs af musik, artisteri og gøgl. Publikum kan forvente en nogle helt specielle aftener, hvor alt kan ske," lyder det fra arrangørerne.

Gadefest og parade lørdag

Tre overskrift med gadefest og Den Store Hofnar-parade løber af stablen lørdag 8. juni klokken 10-15 i Hillerød centrum.

Kl. 11.30 vil Den Store Hofnar-Parade bevæge sig fra Klaverfabrikken, igennem Slotsarkaderne og op og ned ad gågaderne med afslutning på Torvet kl. 12.30.

I programmet er der syv officielle scener under gadefesten, men hver artist er kun på plakaten én gang, og det er ikke alle artister, der er i programmet. Derimellem optræder de, hvor de vil, når de vil.

"Publikum kan glæde sig til tryllekunstnere, luftakrobater, jonglører, gadeteater, musikere, poeter, levende statuer, sambatrommer, familieteater, 1-hjulede cykler og alt mellem himmel og jord," fortæller Klaverfabrikken.

Skole om søndagen

Søndag kl. 13-15.30 flytter 'Hofnar' placering til Klaverfabrikken i Kulturaksen (bag Hillerød Bibliotek). Her er det muligt at prøve sine artistevner af sammen med nogle af de mange Hofnar-artister. Man kan for eksempel lære at gå på stylter, jonglere, gå i klovneskole, bygge et hofnar-instrument og meget mere.

Det er gratis at deltage for alle, og man kan møde op når som helst mellem 13 og 15.30.

Cirkus som afslutning

Søndag eftermiddag kl. 15.30-17 er der Hofnar Cirkus, hvor man kan opleve flere shows med Hofnar-artisterne gratis på pladsen foran Klaverfabrikken. Det er drømmen, at eleverne fra Hofnar-skolen kan være med på scenen til Hofnar Cirkus.

Eftersom langt de fleste af Hofnar-aktiviteterne foregår i gader og stræder og dermed er gratis for publikum, har festivalen været afhængige af fonde. Festivalen har blandt andet modtaget støtte fra Hillerød Kommunes Eventpulje, Spar Nord Fonden og DATS (Dansk Amatør Teater Sammenslutning). Derudover støtter Slotsarkaderne, FrederiksborgCentret og Hillerød Bibliotek også festivalen.

Billetter til Hofnar Varieté kan købes på klaverfabrikken.dk.

Mdt

Publiceret 01 June 2019 08:00