Alsønderup Fester. Foto fra jubilæumsskrift

Alsønderup Fester. Foto fra jubilæumsskrift

Festskrift skildrer 50 år med Alsønderup Fester

Nyt 68 sider langt jubilæumsskrift om 50 år med Alsønderup Fester viser også, hvordan et lokalsamfund kan blomstre og vokse, hvis man er villig til at gøre en indsats

Alsønderup Fester, der i år afholdes for 50. gang, har udgivet et jubilæumsskrift, der bliver uddelt til alle i Alsønderup og Tjæreby sogne, men der vil også være eksemplarer, der kan hentes, så længe lager haves, på Kulsviergården i Alsønderup.

Det 68 sider lange jubilæumsskrift indeholder hele historien om Alsønderup Fester, der startede i små kår i 1969 og siden har vokset sig til en stor folkeforlystelse, hvert år på Kristi Himmelfartsdag med en omsætning på over 400.000 kroner og næsten 400 frivillige.

Se mange fleres fotos fra Alsønderup Festers historie her i galleriet:

Ud over historien om Alsønderup fester er der også indlæg fra de enkelte loppeboder, barer og så videre, som man møder på festivalen, og der er mindre portrætter af særligt prominente, men stadig nulevende personer: Hans Bremer, der var med fra starten, Flemming Lynge Nielsen, der ud over at have været formand i en årrække også har igangsat adskillige sjove og indbringende idéer, samt Knud Brodersen, der specielt udmærker sig ved at have været kørselsleder gennem et kvart århundrede. For når Alsønderup Fester også er et kæmpe loppemarked, skyldes det ikke mindst, at de kører ud og henter hos dem, der tilbyder lopper.

Stort event i 1975

I skriftet kan man læse sig til, at Alsønderup Fester frem til 1975 ikke skabte de store overskud, og man finder historien om festen i 1975, hvor man bl.a. arrangerede et stort gymnastikstævne med 400 gymnaster, Tivoliland Sjælland var med, der blev afholdt tre gange banko, man arrangerede et stort, udendørs håndboldstævne med 700 spillere, og i samarbejde med Hillerød Cykelklub fik man et nationalt cykelløb med 400 ryttere til at lægge vejen gennem Alsønderup, ligesom "Stjerneholdet" med bl.a. Knud Lundberg, Ole Madsen og Finn Laudrup stillede op.

"Når man læser om det i festskriftet, mister man helt pusten - og alligevel gav det ikke det store overskud, og slet ikke i forhold til alle de timer, der var lagt i at få det op at stå og få det hele til at klappe," fortæller Michael Ruge, som er næstformand i Byfestudvalget.

Overskud fra 90'erne

Efter 1975 prioriterede man de aktiviteter, der faktisk kunne give en omsætning, og man nåede snart op på den omsætning, som Alsønderup Fester kender i dag.

"Fra slut 1990'erne og efterfølgende lykkedes det at skabe større overskud ud af den imponerende omsætning, hvilket jo kun kan lykkes fordi omkring 400 lokale er villige til at arbejde med stort og småt i månedsvis for at få det op at stå," forklarer han.

Støtte til Kulsviergården

Siden det første loppemarked i 1969 er overskuddet gået til Kulsviergården, der netop blev opført i disse år - også bygget af de lokale selv - og havde rejsegilde først i 1970. Formanden for Kulsviergården Carsten Lynge udtaler da også i sit forord, at uden Alsønderup Fester, havde man slet ikke Kulsviergården. I dag er Kulsviergården det eneste selvejende forsamlingshus i Nordsjælland med egen idrætshal. Fra 1975 støttede den lokale idrætsforening op om arrangementet, og formanden for ASGI 37. kreds Peter Windum fortæller bl.a. i sit forord om, hvordan Alsønderup Fester gør det muligt at have en stor idrætsforening med mange forskellige aktiviteter og ikke mindst mulighed for at de lokale børn kan komme på sommeridrætslejr hos venskabsklubber andre steder i landet.

Alsønderup Fester 2006. Foto: John Jessen Hansen

Alsønderup Fester 2006. Foto: John Jessen Hansen

Sidst i festskriftet får man lidt statistik: Omsætningen år for år på loppemarkedet, formænd, loppechefer, kørselsledere osv.

"Det er et spændende skrift at læse, og i en tid, hvor mange lokale samfund uddør pga. fraflytning, er det et utroligt vigtigt stykke historie, der her er beskrevet om, hvordan man får et lokalsamfund til at blomstre og endda vokse med tilflytning, blot man er villig til at gøre en indsats og fortsætte med at gøre det, år efter år," lyder det fra Michael Ruge.

Skriftet er udgivet med støtte fra Foss A/S og med stor hjælp fra Frederiksborgcenteret samt Støtteforeningen for 37. kreds og Kulsviergården.

Mdt

Alsønderup Fester 2007. Foto: John Jessen Hansen

Alsønderup Fester 2007. Foto: John Jessen Hansen

Publiceret 27 May 2019 07:00