Morten Messerschmidt delte tirsdag eftermiddag dannebrogsflag ud på Torvet og Slotsgade. Foto: Martin Warming

Morten Messerschmidt delte forleden dannebrogsflag ud på Torvet og i Slotsgade. Nu overvejer han at uddele signerede valgplakater i Hillerød dagen efter valget. Foto: Martin Warming

Messerschmidt træt af plakat-hærværk: Vil uddele signerede valgplakater i Hillerød dagen efter valget

DF-kandidaten overvejer at uddele signerede valgplakater i Hillerød dagen efter valget

Af
Martin Warming

Dansk Folkepartis folketingskandidat i Fredensborg-kredsen, Morten Messerschmidt, er ved at være godt træt af, at hans valgplakater enten bliver ødelagt eller hevet ned fra lygtepælene.

Det er specielt i Hillerød, at Morten Messerschmidt - og Dansk Folkepartis øvrige kandidater - har problemer med, at valgplakaterne ikke kan få lov til at hænge i fred.

Selvom det selvfølgelig et eller andet sted irriterer Morten Messerschmidt, at plakaterne gang på gang bliver udsat for hærværk, så har han valgt at gribe problemet an på en lidt speciel måde.

"Det er ikke noget, jeg gider lade mig gå på af. Derfor vil jeg hellere lave lidt sjov ud af det, og hvis mine plakater virkelig er så populære, så laver jeg da gerne et arrangement et sted i Hillerød dagen efter valget, hvor folk kan komme forbi og få et signeret eksemplar. Til gengæld håber jeg så, at man vil lade vores valgplakater hænge så længe," fortæller Morten Messerschmidt til Hillerød Posten.

Med et glimt i øjet

På et tidspunkt var det åbenbart også blevet populært at tegne på Dansk Folkepartis valgplakater.

"Det gad jeg heller ikke hidse mig op over, så jeg valgte at hænge en sprittusch op på nogle af mine valgplakater og opfordrede folk til at tegne på bagsiden af plakaten - i stedet for på forsiden. Det blev der taget ret positivt imod," siger Morten Messerschmidt, der går efter at få comeback i Folketinget efter ti år i Europa-Parlamentet.

"Det er rigtig ærgerligt, at der er nogen, der ikke kan finde ud af at lade vores valgplakater hænge i fred, men jeg synes, at det er vigtigt, at man håndterer den slags med et glimt i øjet. Hvis man først bliver sur og tvær, så har de (hærværksmændene, red.) vundet. Demokratiet er jo en fest, og det er noget skal fejre, og de ikke havde lov til at ødelægge vores gode humør," siger Messerschmidt til Hillerød Posten.

Morten Messerschmidt valgte på et tidspunkt at hænge en sprittusch op på sine valgplakater med en opfordring til, at folk bare skulle tegne løs - på bagsiden. Det var der flere, der valgte at gøre.

Morten Messerschmidt valgte på et tidspunkt at hænge en sprittusch op på sine valgplakater med en opfordring til, at folk bare skulle tegne løs - på bagsiden. Det var der flere, der valgte at gøre.

Publiceret 22 May 2019 18:00