Kim Pagels valgplakater på Herredsvejen hang ulovligt i lygtepælene i midterrabatten. Foto: Martin Warming

Kim Pagels valgplakater på Herredsvejen hang ulovligt i lygtepælene i midterrabatten. Foto: Martin Warming

Flere valgplakater hænger ulovligt

Det meste af Hillerød er plastret til med valgplakater - men det er ikke dem allesammen, der hænger lovligt

Af
Martin Warming

Der er mange meninger om de tusindvis af valgplakater, der hænger rundt omkring i lygtepæle og på vejtræer i øjeblikket.

Men uanset om man er tilhænger eller modstander af valgplakater, så skal politikerne - eller deres partisoldater - overholde en række regler, når de hænger dem op. Men det kniber tilsyneladende stadig for en del politikere at forstå reglerne. En hurtig tur gennem Hillerød viser da også, at der hænger en del ulovlige valgplakater rundt omkring.

Anna Libak understreger, at hun absolut ikke er interesseret i, at nogle kører galt på grund af hendes valgplakater. Foto: Martin Warming

Anna Libak understreger, at hun absolut ikke er interesseret i, at nogle kører galt på grund af hendes valgplakater. Foto: Martin Warming

Det er Vejdirektoratet, der har lavet reglerne for, hvor valgplakaterne må hænge - og ikke må hænge.

"Normalt skal man søge om tilladelse til at hænge plakater op langs de danske veje, men vi har lavet en undtagelse i vejloven i forbindelse med valg, og det betyder, at man ikke skal søge om tilladelse til at hænge valgplakater op, hvis man er opstillingsberettiget. Det betyder, at der i princippet er fri leg for opsætning af valgplakater, men til gengæld vil vi godt sikre os, at der er noget trafiksikkerhed, der iagttages, og derfor har vi lavet nogle regler, der skal overholdes", fortæller Bjarne Vennike, der er jurist i Vejdirektoratet til Hillerød Posten.

Ikke i midterrabatter

Det betyder blandt andet, at man ikke må hænge valgplakater op i midterrabatter på vejstrækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 kilometer i timen. Ikke desto mindre havde et par folketingskandidater smækket deres valgplakater op i lygtepæle i midterrabatten på den strækning af Herredsvejen, hvor man må køre 70 kilometer i timen.

Kristian Hegaard havde flere plakater hængende i rundkørslen ved McDonalds. De er nu blevet fjernet. Foto: Martin Warming

Kristian Hegaard havde flere plakater hængende i rundkørslen ved McDonalds. De er nu blevet fjernet. Foto: Martin Warming

"Jo hurtigere, du kører, jo sværere har du ved at optage de ting, du ser. Hvis man kører for eksempel 70 kilometer i timen, og samtidig skal forholde sig til politiske budskaber, frygter vi, at det tager for meget opmærksomhed fra trafikanterne," fortæller Bjarne Vennike.

Beklager

Det handler altså i bund og grund om trafiksikkerhed, når Vejdirektoratet har lavet nogle regler for ophængning af valgplakater.

En af de politikere, der havde hængt valgplakater op på Herrredsvejen, er Alternativets Theresa Scavenius, og hun beklager da også, at hun ikke har været opmærksom på reglen om, at der ikke må hænge valgplakater i midterrabatter på vejstrækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 kilometer i timen.

"Vi beklager selvfølgelig, at nogen fra vores team ikke har været opmærksomme på, at plakaterne ikke må hænge i midterrabatter, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t. De bliver taget ned med det samme. Tak fordi I gjorde os opmærksomme på det," skriver Theresa Scavenius i en mail til Hillerød Posten.

Ikke fuld kontrol

Hillerød Posten har spurgt de politikere, der havde hængt ulovlige valgplakater op på Herredsvejen, om man ikke med rette kan forvente, at folketingskandidater læser og forstår reglerne for ophængning af valgplakater – eller sørger for, at dem, der skal hænge dem op, gør?

"Selvfølgelig skal man forvente, at folketingskandidater kender reglerne, men da vi har fælles plakatophængning i storkredsen, har vi ikke haft fuld kontrol over alle plakaterne. Vi tager selvfølgelig ansvaret for de forkert ophængte, og de bliver som sagt taget ned med det samme," skriver Theresa Scavenius i mailen.

Også Theresa Scavenius har fået fjernet sine valgplakater, der hang på Herredsvejen. Foto: Martin Warming

Også Theresa Scavenius har fået fjernet sine valgplakater, der hang på Herredsvejen. Foto: Martin Warming

Også Kim Pagels, der er EU-kandidat for Radikale Venstre, hang indtil i sidste uge i et par lygtepæle på Herredsvejen. Hans svar på Hillerød Postens spørgsmål var dog noget kortere.

"Det beklager jeg. Jeg vil sørge for, at de bliver fjernet med det samme," skrev han i en mail til Hillerød Posten onsdag aften.

Rundkørsler

Også reglerne for ophængning af valgplakater i rundkørsler skaber tilsyneladende lidt forvirring. Man må ikke hænge valgplakater op i rundkørsler, hvor bare én af vejene har en hastighed på over 60 kilometer i timen, men i rundkørslen ved Peder Oxes Alle og Brennum Park hang Venstres Anna Libak alligevel i et par lygtepæle - på trods af, at man må køre 80 kilometer i timen på Peder Oxes Alle på strækningen mellem motortrafikvejen og rundkørslen.

"Jeg vil starte med at sige, at det ikke er mig selv, der har hængt alle mine plakater op. Men det er selvfølgelig mit ansvar, og det er ikke i orden, hvis der er nogle af dem, der hænger ulovligt. Jeg har forsøgt at overholde loven, og jeg er absolut ikke interesseret i, at nogle kører galt på grund af mine valgplakater", siger Anna Libak.

Fjerne med det samme

Anna Libak har fået tre henvendelser fra borgere, der har gjort hende opmærksom på, at nogle hendes valgplakater hang ulovligt.

"Jeg har selvfølgelig bedt min kreds om at fjerne dem med det samme. Den ene henvendelse drejede sig om et banner, der hang uhensigtsmæssigt i forhold til trafikanternes oversigtsforhold," siger Anna Libak, der i øvrigt også har oplevet at få udøvet hærværk mod nogle af sine plakater.

"Der var nogle, der havde skåret omkring ti af mine valgplakater på Trollesminde Alle ned, så de lå og flød på vejen og cykelstien. De er selvfølgelig hængt op igen," fortæller hun.

Menneskelige fejl

I rundkørslen ved McDonalds havde et par valgplakater fra den radikale Kristian Hegaard forvildet sig op i lygtepælene. Her er den tilladte hastighed på flere af de tilstødende veje 70 kilometer i timen, og så man må altså ikke hænge valgplakater op.

"Tak for hjælpen. Efter modtagelsen af jeres oplysning tager vi dem ned med det samme. Det gør vi ved alle henvendelser. Med vores mange frivillige der bruger tid efter skole og arbejde sker menneskelige fejl. Ligesom en ministers plakat hang for tidligt ved Hillerød Station og andre kandidater har skubbet til cirkusplakater. Ingen af vores frivillige i nogen partier har onde hensigter og vi retter altid op hurtigst muligt ved henvendelser," skriver Philip Rosenholm, der er kampagneleder for Kristian Hegaard, i en mail til Hillerød Posten.

Publiceret 22 May 2019 08:00