Zoé er glad for, at nogen - hun ved ikke hvem - har doneret blomster, efter dem, hun plantede, blev stjålet om natten. Foto: Mdt

Zoé er glad for, at nogen - hun ved ikke hvem - har doneret blomster, efter dem, hun plantede, blev stjålet om natten. Foto: Mdt

Zoés blomster blev stjålet om natten - men nu har nogen plantet nogle nye

To børn brugte en hel dag på at plante blomster foran deres hus i Hillerød - og de blev stjålet om natten. Men nu er en hel række planter dukket op i haven...

Af
Mette Dolmer Thygesen

Et nyt, fint område med stauder og blomsterspande, der hang på plankeværket ud til Ndr. Jernbanevej i Hillerød, blev forleden ødelagt på en nat.

Det var Zoé på otte år og hendes storebror 10-årige Christian, der sammen med deres mor i påsken havde gjort plankeværket og jorden ud mod vejen fin - til glæde for alle de mennesker, der går forbi hver dag. Men om morgenen 7. maj kom familien ud og så, at tre ud af seks blomsterspande var revet ned af plankeværket, og to af dem var væk, og alle stauderne, de havde plantet, var revet op af jorden og forsvundet.

"Jeg blev rigtig ked af det, da jeg så det, for vi havde lagt rigtig meget arbejde i det. Vi havde brugt en hel dag på det," siger Zoé til Hillerød Posten.

100 kommentarer

Børnenes mor Eleonor Dan var også ked af hærværket. Hun skrev næste dag et indlæg på facebooksiden 'Hillerød skal være en hyggelig by', fordi hun synes, det er ærgerligt, at nogle mennesker ødelægger, hvad andre er glade for:

Børnene er vildt kede af det, og jeg er skuffet over, at der findes mennesker, der gør dette

"Børnene er vildt kede af det, og jeg er skuffet over, at der findes mennesker, der gør dette. Det kommer desværre ikke helt som en overraskelse, men vi ville tage chancen for at lave byen til et pænt sted. Nu bliver det ikke noget, for hvad kan man plante, som ikke bliver taget," spørger Eleonor Dan, som har svensk og fransk baggrund og er dansk gift.

Opslaget blev læst af rigtig mange, og flere end 100 har kommenteret det - de fleste ærgrer sig:

"Det er trist, at der er mennesker, der ikke kender forskel på dit og mit. Man mister lysten til at skabe hygge, når alt bliver taget fra en igen," skriver en, og en anden skriver, "hvor er det synd for jer, jeg har nydt at gå forbi og set, hvor pænt I havde gjort det. Øv, at folk ikke kan lade andres ting være".

Skrald i haven

Det er dog en, der skriver, at det er familiens egen skyld: "Når man bor i et fort, så har folk en negativ opfattelse af dem, der bor der og mister derfor respekten for deres ejendom, da man allerede har startet en krig med dem ude på den anden side af hegnet".

Familien har nemlig tidligere haft en åben græsplæne som forhave, men har nu sat plankeværket op - og det er der flere grunde til, fortæller Eleonor Dan.

"Vi har oplevet, at folk tit smider deres skrald i vores have og endda parkerer deres bil. Så vi har sat træværket op og så pyntet det og plantet blomster foran, fordi vi gerne vil have, at byen ser hyggelig ud. Vi ser det jo ikke selv fra huset og haven, men det ser fint ud for folk, der går forbi," siger hun om haven, som mange går forbi, når de skal fra stationen ned i bymidten eller i biografen, som ligger lige over for.

Donér en plante

Eleonor Dan opfordrede i Facebook-opslaget folk til - hvis de havde lyst - at donere en lille plante, hvis de havde en til overs fra deres have. Samtidig har Christian skrevet et skilt, børnene har sat ud på vejen, hvor der står: 'Til dig, der har taget vores blomster. Vi er meget kede af det, da vi havde arbejdet hårdt med at lave det pænt. Børnene i huset'. Eleonor skrev det samme på engelsk nedenunder og skrev, at folk gerne måtte donere en blomst.

Flere har været forbi med blomster - og så en morgen i sidste uge vågnede familien op til et smukt syn af en række blomster, som var plantet foran familiens stakit - til stor glæde for Zoé:

"Jeg blev så glad, og så tænkte jeg, at der også findes gode mennesker i verden," siger hun og synes også, det er flot, at nogen har plantet blomsterne uden at give sig til kende:

"Folk plejer at gøre noget, fordi de gerne vil takkes for det, men det vil de her ikke. De har gjort det, fordi de gerne vil gøre noget sødt," siger hun.

Jeg blev så glad, og så tænkte jeg, at der også findes gode mennesker i verden

Publiceret 15 May 2019 17:00