Alsønderup Fester kan i år fejre sig 50-års jubilæum. Arkivfoto: Martin Warming

Alsønderup Fester kan i år fejre sig 50-års jubilæum. Arkivfoto: Martin Warming

Alsønderup Fester klar til 50-års jubilæum

I år er det 50 år siden, at Alsønderup Fester blev afholdt for første gang - og det skal selvfølgelig fejres

Når årets udgave af Alsønderup Fester bliver afholdt på kristi himmelfartsdag den 30. maj sker det for 50. gang.

Det første loppemarked i 1969 blev afholdt i det daværende forsamlingshus, der lå på Ravnsbergvej i Alsønderup og nu er i privat eje. Der var 'lopper' både inde i forsamlingshuset og udenfor i et telt, der var rejst til lejligheden.

Selvejende forsamlingshus

Beværtningen af gæsterne foregik i det daværende Klokkerhus, der lå, hvor parkeringspladsen til Alsønderup Kirke nu ligger. Der var omkring et halvt hundrede frivillige for at få det hele til at fungere. Formålet var at støtte opførelsen af Kulsviergården, der i dag er sognets forsamlingshus og muligvis det eneste selvejende forsamlingshus i Nordsjælland med egen sportshal.

I dag er Alsønderup Fester et meget større foretagende med tæt på 400 frivillige og en samlet omsætning på et seks-cifret beløb - primært fra loppemarkedet, der foregår i alle rum i Kulsviergården og et enkelt telt. Derudover kan man selvfølgelig også købe mad, drikke, is og popcorn. Der er også levende musik, aktivitetsboder, ponyridning, snobrødsbagning ved Alsønderup FDF og bungee jump og meget mere for børn og unge.

Alsønderup Fester kan i år fejre sig 50-års jubilæum. Arkivfoto: Martin Warming

Alsønderup Fester kan i år fejre sig 50-års jubilæum. Arkivfoto: Martin Warming

Kulsviergården og idrætsforening

I dag går hele overskuddet til deling mellem den lokale idrætsforeningen og drift og vedligeholdelse af Kulsviergården.

"Alsønderup Fester vil i jubilæumsåret som udgangspunkt være det samme: Festligt og fornøjeligt med mulighed for at gøre et kup eller bare mødes med venner og bekendte. Der er dog planlagt flere forskellige ekstra events, hvoraf vi på nuværende tidspunkt kan nævne, at Lokalhistorisk Forening har foræret Alsønderup Fester posters med billeder fra 'dengang', som vil blive hængt op, der vil være mulighed for at sætte sig ind og se film fra flere, forskellige Alsønderup Fester gennem årene, ligesom der vil være en ny bod, hvor de mange aktive foreninger i Alsønderup sogn præsenterer sig og fortæller om, hvad de laver," skriver Alsønderup Fester i en pressemeddelelse.

Men dem, der først og fremmest skal fejres, er dem, uden hvem det slet ikke havde været muligt at nå 50-års jubilæet. Nemlig medhjælperne. Derfor arrangerer man i på Kulsviergården 1. juni i år en helt særligt jubilæumsfest for de frivillige.

mw

Publiceret 15 May 2019 06:00