Nick Hækkerup er glad for, at Løkke endelig har sat en dato på folketingsvalget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nick Hækkerup er glad for, at Løkke endelig har sat en dato på folketingsvalget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Hækkerup om valgudskrivelse: "Jeg har lidt sommerfugle i maven"

Det var på tide, valget blev udskrevet, siger Nick Hækkerup

Af
Martin Warming

Så skete det. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykkede tirsdag eftermiddag på den store valgknap, og det betyder, at vi danskere skal en tur i stemmeboksen på grundlovsdag onsdag den 5. juni.

Og det var også på tide, at valget blev udskrevet, lyder det fra det lokale folketingsmedlem Nick Hækkerup (S), der bor i Hillerød og er opstillet i Hillerød-kredsen, der også dækker Gribskov.

"Det er dejligt. Jeg har virkelig ventet på, at det skulle ske, og nu kan vi for alvor koncentrere os om valgkampen. Jeg var selv nede i Folketingssalen, da Løkke udskrev valget, og både rød og blå blok klappede. Alle er bare 100 procent klar, men jeg tror også, at de fleste har lidt gele i knæene, og jeg vil da godt indrømme, at jeg personligt har lidt sommerfugle i maven, og at adrenalinen pumper," siger Nick Hækkerup til Hillerød Posten.

Jeg var selv nede i Folketingssalen, da Løkke udskrev valget, og både rød og blå blok klappede. Alle er bare 100 procent klar, men jeg tror også, at de fleste har lidt gele i knæene

Lang valgkamp

Nick Hækkerup, der var borgmester i Hillerød fra 2000 til 2007, havde dog sat pris på en lidt kortere valgkamp.

"Sådan en valgkamp er jo hård. Det slider virkelig på en, så jeg havde da håbet, at det kun blev tre uger, men fire uger er også fint. Og så er der jo noget symbolsk i, at det bliver på grundlovsdag, så jeg synes, at det er en rigtig god dag at afholde en folketingsvalg på," siger Hækkerup.

Mette indlagt

Socialdemokratiets formand og statsministerkandidat Mette Frederiksen er i disse dage indlagt, og det socialdemokratiske medlem af Folketinget Lars Aslan Rasmussen skriver på Twitter, at det er "uklædeligt at Løkke udskriver valg den dag, hvor Mette Frederiksen er for syg til at møde op i en TV duel".

Vi er klar, og alt spiller, selv om Mette (Mette Frederiksen, red.) ligger på hospitalet

Det ser Nick Hækkerup dog ikke som det store problem.

"Vi er klar, og alt spiller, selv om Mette (Mette Frederiksen, red.) ligger på hospitalet, og vi ved jo alle sammen, at hun er på vej op igen. Jeg tror sådan set ikke, at Lars Løkke har spekuleret i, at hun lå på hospitalet," siger Nick Hækkerup.

Tale politik

"Jeg vil gøre mit til, at vi kommer til at tale politik under den her valgkamp, og at vi taler ordentligt til hinanden, men der er da ingen tvivl om, at tonen nok også kan blive lidt hård undervejs. Jeg tror, at de vigtigste emner bliver klima, tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, sundhed og alt det her med hvidvask af penge og den her ragen-til-sig-kultur," siger Nick Hækkerup til Hillerød Posten.

Han tror ikke, at indvandrerdebatten kommer til at fylde specielt meget i den kommende valgkamp.

"Jeg har allerede deltaget i en fem-seks valgmøder, og det er altså ikke det emne, der er dominerende. Det er heller ikke det, folk spørger ind til, når jeg møder dem på gaden," siger Hækkerup, der i øvrigt deltager i et valgmøde i Fælleshuset Leerbjerg Lod i Ny Hammersholt tirsdag aften klokken 19.30 sammen med Anna Libak fra Venstre.

Publiceret 07 May 2019 14:11