Politikerne skal diskutere, om pladsen her ved Herredsvejen kunne laves om til en p-plads. Foto: Mdt

Politikerne skal diskutere, om pladsen her ved Herredsvejen kunne laves om til en p-plads. Foto: Mdt

Forslag: Nu skal vi parkere bilen på fårefold på Herredsvejen

Et grønt areal ved Herredsvejen og Roskildevej kan blive til p-plads, hvis nyt forslag møder politisk velvilje

Af
Mette Dolmer Thygesen

"Vi er nødt til at gøre noget nu".

Sådan siger formanden for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget Dan Riise fra Venstre om parkeringssituationen i Hillerød. Og en ny mulighed for, hvor de mange bilister, som kommer til byen for at handle eller arbejde, kan parkere, skal debatteres på udvalgets møde onsdag.

Forvaltningen foreslår nemlig, at en del af det grønne areal på Herredsvejen, hvor fårene tidligere har gået og græsset, over for Roskildevej, kan omdannes til en ny parkeringsplads til bilisterne.

"Jeg glæder mig meget til at diskutere det her forslag med udvalget. Arealet ligger bynært, og man kan gå til slottet. Hvis man arbejder i gågaden, ligger den i gåafstand. Så jeg synes personligt, det er et godt sted at placere parkeringen," siger Dan Riise.

Vi politikere snakker meget om, at vi vil have gjort noget ved parkeringsudfordringerne nu, så spørgsmålet er bare hvor og hvornår

Tidligere fårefold

Det er kommunen, der ejer grunden, som altså har været brugt til fårefold. Der har de seneste år været en masse graveri på grunden, som nu er ved at blive reetableret.

Ifølge forvaltningen er pladsen "det eneste større egnede areal, der ligger centralt og er stort nok til at huse mange parkeringspladser". Samtidig peger forvaltningen på, at biler, der parkerer der, vil holdes uden for bymidten - og at pladsen dermed kan bidrage til et bedre bymiljø og mindre trængsel i bymidten.

Dyr at anlægge

Ulemperne er, at der er blød jordbund på arealet, hvilket gør parkeringspladsen dyr at anlægge, og at området er udlagt til rekreativt grønt areal, som så bliver indskrænket. Der skal desuden udarbejdes en ny lokalplan, hvis arealet skal omdannes til p-plads.

Dan Riise kalder det "et frisk bud" fra forvaltningen og håber, at træerne bevares, eller der kan plantes nye på en eventuel p-plads:

"Hvis der bliver enighed om det her, forestiller jeg mig ikke, at det hele bare ryddes, for det kan området ikke bære. Det skal være en grøn p-plads," siger han.

Udvalgsformanden er klar over, at parkeringssituationen i Hillerød er under et stort pres:

"Vi politikere snakker meget om, at vi vil have gjort noget ved parkeringsudfordringerne nu, så spørgsmålet er bare hvor og hvornår," siger han.

Udvalgsformand Dan Riise mener selv, at det er en god ide at etablere parkeringsplads på grunden på Herredsvejen og ser frem til at diskutere sagen på mødet onsdag. Foto: Mdt

Udvalgsformand Dan Riise mener selv, at det er en god ide at etablere parkeringsplads på grunden på Herredsvejen og ser frem til at diskutere sagen på mødet onsdag. Foto: Mdt

Publiceret 07 May 2019 06:00