”Jeg er nok mest til de sjove og skøre gamle ting frem for de masseproducerede ting,” siger retroforretningen ’Bjuties’ indehaver, Jan Jensen. Foto: Anne Lønstrup

”Jeg er nok mest til de sjove og skøre gamle ting frem for de masseproducerede ting,” siger retroforretningen ’Bjuties’ indehaver, Jan Jensen. Foto: Anne Lønstrup

Ny retro-butik i Hillerød: Jan går efter spøjse og unikke gamle ting

30-årige Jan Jensen er manden bag retro-butikken ’Bjuties’ i den tidligere dyrehandel i Markedsstræde 10

Af
Anne Lønstrup

”Enhver kan jo købe noget Royal Copenhagen og fylde sine hylder med det. Jeg synes, at ting med en historie er mere spændende. Spøjse, unikke, skøre og farverige gamle ting er det, jeg går efter, fremfor nyt, sort/hvidt og IKEA,” siger Jan Jensen, der siden december har haft retro-butikken ’Bjuties’ i Markedsstræde 10.

Han har valgt at lægge sin nye forretning her fremfor i hjembyen Fredensborg, fordi der er flere mennesker og mere trafik i Hillerød. Han tror på den centrale beliggenhed og glæder sig til, det lille torv ud for SlotsArkaderne bliver færdigt, så hans forretning kan nyde endnu mere godt af det hyggelige miljø.

Ting med en historie er mere spændende. Spøjse, unikke, skøre og farverige gamle ting er det, jeg går efter

Indenfor i Bjuties er det for en førstegangsbesøgende umuligt at danne sig et hurtigt overblik. Her er vitterligt tusindvis af sager, for Jan Jensen har været bidt af gamle ting længe, og har kælder og loft fyldt. Han bruger gerne sommermånederne på at snuse rundt i landet på loppemarkeder. Nogle gange kører han til Sverige, Tyskland, Frankrig eller Holland for at gøre sjove fund, han opkøber dødsboer, og så har han en kammerat, der køber ind for ham, når han falder over noget godt.

Kælderen er han ved at indrette til galleri for de hundredvis af billeder, han også ligger inde med.

Spænder bredt

Lamper er Jan Jensens store passion. De står og hænger i butikken i stort tal, og han tilbyder også reparationer, hvis man står med en defekt lampe.

”Hvis jeg får en PH-lampe ind, går der sjældent mere end et par dage, før den er solgt, selvom den koster 5.000 kr., men de er jo også lidt svære at finde. Jeg leder også efter danske designklassikere, men egentlig sælger jeg alle gode retro-sager og unika fra 1930’erne og frem til i dag. F.eks. har jeg en del keramik,” siger han om sit sortiment.

”Butikken er et hobbyprojekt og foreløbig er jeg tvunget til at arbejde ved siden af, men det kunne være sjovt at gøre det til en levevej fremover, for det er hyggeligt og spændende at passe sit eget. Det er jo lidt en hobby for mig,” siger han.

Et kig ind i retroshoppen 'Bjuties' i Markedsstræde. Foto: Anne Lønstrup

Et kig ind i retroshoppen 'Bjuties' i Markedsstræde. Foto: Anne Lønstrup

Publiceret 24 April 2019 07:00