Skovskolen i Nødebo indvier deres nye læringsrum 'Indsigten', og alle er velkomne til indvielsen. Pressefoto

Skovskolen i Nødebo indvier deres nye læringsrum 'Indsigten', og alle er velkomne til indvielsen. Pressefoto

Skovskolen indvier nyt læringsrum: Udsigt og indsigt i skoven

Skovskolens nye læringsrum 'Indsigten' i Nødebo kan også bruges af lokale skoler og dagtilbud og besøgende i Grib Skov

Skovskolen i Nødebo indvier fredag 26. april kl. 15.30 'Indsigten', der både er et læringsrum og en oplevelsesfacilitet midt i naturen i Grib Skov.

'Indsigten' indbyder til undervisning, leg og læring, og den kan bruges af både de lokale skoler og daginstitutioner, Skovskolens egne elever og studerende og ikke mindst de besøgende i Grib Skov.

Forstander Thomas Færgeman på Skovskolen er glad for det nye klasseværelse og mødested:

"Vi har rigtig mange gæster på Skovskolens arealer, hvilket vi er meget glade for. Men ”Indsigten” vil så sandelig også blive brugt som led i undervisningen på Skovskolens mange uddannelser og kurser inden for naturforvaltning, friluftsliv og formidling".

Attraktivt tilbud

'Indsigten' er blevet til efter et flerårigt samarbejde mellem Hillerød Kommune og Skovskolen med støtte fra TrygFonden. 'Indsigten' ligger godt ude i skoven, og den kan dermed blive en god base for en skoledag i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Bygningen inviterer nemlig både til undervisning og leg - uanset vejret.

Den nye læringsfacilitet bliver indviet i forbindelse med Danish Outdoorfestival, der finder sted på Skovskolen i Nødebo den sidste weekend i april, 26.-28. april. Kirsten Jensen, Hillerøds borgmester vil være med til indvielsen:

"Vi håber, at både den lokale skole og institutionerne her i Nødebo vil bruge stedet. Men vi ser ikke mindst stedet som et attraktivt tilbud til andre af kommunens skoler og nabokommuners skoler. Her har de alletiders mulighed for en hel skoledag midt i naturen", udtaler Kirsten Jensen i en pressemeddelelse.

Leg, læring og uformelle møder

Også Lokale- og Anlægsfonden har støttet faciliteten. Det gør de, fordi stedet ikke kun inviterer til undervisning. Mange bruger nemlig Skovskolens område til naturoplevelser i fritiden, weekender og ferier, og her danner 'Indsigten' den perfekte ramme for et lille hvil, en frokost eller det uformelle mødested med andre på tur.

Efter den officielle indvielse kl. 15.30 afholder Center for Børn og Natur et lille forskningsseminar, som sætter fokus på nogle af de aktiviteter, som kan finde sted med afsæt i 'Indsigten'. Oplægsholdere til seminariet kl. 16-17.45 er bl.a. Theresa Schilhab fra DPU / Aarhus Universitet , Erik Mygind fra Skovskolen / Københavns Universitet og Lene Rydal fra Nordea-fonden.

Mdt

Program for seminar

    Kl. 16-16.30: Theresa Schilhab fra DPU / Aarhus Universitet giver et indblik i det aktuelle forskningsprojekt Naturlig Teknik, som arbejder med at styrke vores viden om børn og unges brug af teknologi og sociale medier i naturen. Projektet undersøger, hvad der bruges af teknologi i naturen, hvordan, og hvad det gør ved børn og unges naturoplevelser.

    Kl. 16.30-17: Erik Mygind fra Skovskolen / Københavns Universitet lægger op til dialog om brug af naturen til udeskole. Det gør han med afsæt i forskningsprojektet TeachOut, som er en af de største undersøgelser om udeskole (undervisning uden for klasseværelset), også i international skala.

    17-17.30: Hvordan får jeg fonde til at støtte gode og spændende friluftsprojekter? Mød bl.a Lene Rydal fra Nordea-fonden og hør om deres strategi for støtte.

    Kl. 17.30-17.45: Afsluttende bemærkninger ved Søren Præstholm, leder af Center for Børn og Natur, og invitation til at gå på opdagelse på Danish Outdoorfestival ved studieleder for Friluftsvejlederstudiet, Mathilde Jensen.

Publiceret 22 April 2019 11:00