Chris Grey & The BlueSpand giver koncert i Brohuset i Hillerød øst. Pressefoto

Chris Grey & The BlueSpand giver koncert i Brohuset i Hillerød øst. Pressefoto

Næste koncert i Brohuset er klar: Chris Grey & The BlueSpand spiller funky blues

Kulturgruppe inviterer til koncert med Chris Grey & The BlueSpand i Brohuset i Hillerød Øst

Et udsolgt beboerhus tog i januar velvilligt imod et nyt kulturelt initiativ med koncerter og foredrag i Brohuset i Hillerød Øst.

Nu er kulturgruppen i Brohuset på Østervang 103 i et samarbejde med Hillerød Bibliotek og Klaverfabrikken klar med den næste koncert. Denne gang står bandet Chris Grey & The BlueSpand på scenen lørdag 4. maj klokken 19. De spiller en blanding af funky soul, blues og rock med plads til humoristiske indslag.

"Medlemmerne af kulturgruppen, som er beboere i området, glæder sig til igen at byde velkommen til en super fed koncert. Vi er stolte af, at vi fortsætter med samarbejdet med Klaverfabrikken, som giver os mulighed for at være et spillested. Vi vil gerne bygge bro og skabe mulighed for, at folk kan mødes om kulturelle oplevelser. Musikken kan forene os på tværs af alle de forskelle, som er i vores område, og som vi her i Brohuset altid ser som en styrke," udtaler Marie Schmidt, der er projektkoordinator i Brohuset, i en pressemeddelelse.

Styrke sammenhængskraften

Samarbejdet mellem Brohuset, Hillerød Bibliotek og Klaverfabrikken er opstået i netværket ”Den Sociokulturelle Landsby”, som gennem de seneste to år har bragt en lang række institutioner, foreninger, privatpersoner og virksomheder med videre sammen. Alle aktører i ”Den Sociokulturelle Landsby” er enige om, at kulturelle, sociale og fællesskabende initiativer styrker sammenhængskraften og gør det mere attraktivt at være borger i Hillerød.

"Det er helt fantastisk at opleve det hjerteblod, den nye kulturgruppe i Brohuset lægger i projektet, og for Klaverfabrikken og Hillerød Bibliotek når vi ud til en masse brugere, som måske ikke kommer så tæt på vores fysiske steder. Det vil vi meget gerne støtte," udtaler Jens Jepsen, leder af Klaverfabrikken, i pressemeddelelsen.

Klaverfabrikken afventer i øjeblikket svar på en fondsansøgning, som forhåbentlig vil støtte koncerterne, da de ikke i sig selv løber rundt på grund af Brohusets begrænsede kapacitet samt kulturgruppens ønske om lave billetpriser, så alle beboere har mulighed for at deltage.

En billet til Chris Grey & The BlueSpand koster 25 kroner og kan købes hos Marie Schmidt i Brohuset tirsdage klokken 12-16.30 eller i Fredagscaféen klokken 10-12. På koncertdagen kan der købes mad ved Brohuset klokken 17.00-18.30, og man kan nyde maden i Brohuset.

Mdt

Publiceret 20 April 2019 10:00