20-årige Tobias Rasmussen kommer fra Skjern med en fortid i Kvik Humlebæk og Helsingør Håndbold. Pressefoto

20-årige Tobias Rasmussen kommer fra Skjern med en fortid i Kvik Humlebæk og Helsingør Håndbold. Pressefoto

To lokale talenter til Nordsjælland Håndbold

Tobias Rasmussen og Benjamin Jørgensen begynder 1. juli

håndbold Nordsjælland Håndbold kan igen præsentere to unge lokale talenter til ligatruppen.

20-årige Tobias Rasmussen kommer fra Skjern med en fortid i Kvik Humlebæk og Helsingør Håndbold. Og 19-årige Benjamin Jørgensen kommer fra Skanderborg med fortid i Hillerød Håndbold.

De begynder begge 1. juli samtidig med, at den assisterende træner Simon Dahl bliver cheftræner.

Gode jyske erfaringer

"Det er to spillere fra lokalområdet, som har fået masser af erfaring fra gode, jyske træningsmiljøer, men nu er klar til at komme hjem og kæmpe for Nordsjælland," udtaler Simon Dahl i en pressemeddelelse fra Nordsjælland Håndbold.

Tobias Rasmussen er ifølge Simon Dahl en spændende fløjtype, der har noget fysik og størrelse med sig, som man skal drage nytte af.

Og om Benjamin Jørgensen siger han, at han er en rigtig god forsvarsfløj, der ikke er bange for at tage kampen op med de udfordringer, det indebærer og som tilmed er en dygtig kontraspiller.

"Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg synes det er et rigtigt spændende projekt i NH og glæder mig til at blive en del af en ung trup," udtaler ungdomslandsholdsspiller Tobias Rasmussen i pressemeddelelsen.

Har arbejdet med Dahl før

Tobias Rasmussen har været glad for de fire år i Skjern, men glæder sig også til at få Simon Dahl som træner, da han har prøvet det før i Helsingør og på landsholdet.

Benjamin Jørgensen, som har ét år tilbage, inden han bliver student, håber at blive professionel håndboldspiller:

"Jeg ser netop Nordsjælland Håndbold som det helt rigtige springbræt for mig og min fremtid. De har et rigtig godt miljø, og er super gode til at udvikle unge spillere. Jeg er klar til at knokle for klubben," udtaler han.

Foreløbig har Nordsjælland Håndbold skrevet kontrakter med fem unge spillere til den næste sæson, og sportschef Jørn Blom Hansen glæder sig over tilgangen:

"Det er vigtigt, at der til stadighed er unge spillere, der gerne vil trække i den grønne trøje," siger han.

jesl

Publiceret 17 April 2019 04:00