Der er debatmøde om EU i Hillerød tirsdag den 7. maj. Foto: Niels Meilvang/

Der er debatmøde om EU i Hillerød tirsdag den 7. maj. Foto: Niels Meilvang/ Scanpix Danmark

EU-valg: Kom til valgmøde i Hillerød og mød din kandidat

valg Den 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne for at sætte deres kryds til Europa-Parlamentsvalget.

Men hvem er kandidaterne, hvad beskæftiger EU sig egentlig med, og hvad vil de 14 danske folkevalgte parlamentarikere arbejde for?

Det kan du høre mere om ved et debatmøde tirsdag den 7. maj i Hillerød, hvor du også kan møde kandidaterne.

”EU står overfor udfordringer som flygtningekrise, klimakrise, fortsat høj arbejdsløshed i en række medlemslande og ikke mindst Brexit, hvor Storbritanniens forhold til EU fortsat er uafklaret”, lyder det fra Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker og sekretariatsleder hos Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO)., der står bag debatmødet.

”Samtidig er det valgår, så det er nu, at borgerne skal diskutere EU og tage stilling til, i hvilken retning de mener, det europæiske samarbejde skal udvikle sig, og hvordan de grænseoverskridende problemer skal løses”, siger Nørlem Sørensen.

Mød kandidaterne

Derfor har DEO arrangeret mere end 20 valgmøder rundt om i landet med det formål at bidrage med viden til EU-debatten og give danskerne mulighed for at diskutere EU-politik med de kandidater, som stiller op ved dette valg.

På valgmødet i Hillerød stiller et bredt politikerpanel op til debat, og her kan man som borger møde socialdemokraternes Mette Poulsen, Thomas Jessen fra Konservative, Kim Valentin fra Venstre, Susan Kjeldgaard fra Alternativet, Christian Juhl fra Folkebevægelsen mod EU og Peter Westermann fra Socialistisk Folkeparti.

Inden debatten går i gang, holder Rasmus Nørlem Sørensen et oplæg om EU-valgets store spørgsmål med fokus på arbejdsmarkedspolitik og Europa-Parlamentet.

Debatmødet afholdes hos 3F på Milnersvej 41D mellem klokken 17 og 19.30, og man skal tilmelde sig på www.deo.dk. Det er gratis at deltage.

Publiceret 15 April 2019 15:00