Flere borgere har rettet henvendelse til Hillerød Posten, fordi de har set store, lysende drone flyve over Hillerød om natten. Men det er blot Hillerød Forsyning, der fotograferer varmetab fra fjernvarmeledningerne. Arkivfoto

Flere borgere har rettet henvendelse til Hillerød Posten, fordi de har set store, lysende drone flyve over Hillerød om natten. Men det er blot Hillerød Forsyning, der fotograferer varmetab fra fjernvarmeledningerne. Arkivfoto

Droner uden for dit vindue? Bare rolig - de fotograferer kun varmerør

Hillerød Forsyning har de seneste måneder afsøgt varmetab fra fjernvarmeledninger med droneflyvninger

Af
Mette Dolmer Thygesen

"Har I hørt noget om den kæmpe drone/ufo-lignende ting, der fløj rundt i går aftes over Hillerød ved 23-tiden? ". "Ved I noget om et fly eller en drone med røde og grønne lys, som fløj rundt over Hillerød i nat?".

Flere borgere har den seneste tid henvendt sig til Hillerød Posten, efter de har set en stor drone, som fløj rundt om aftenen og natten og lyste over byen. Og det er altså ikke en UFO eller nogen, der overvåger og fotograferer aktiviteterne i dit hus. Det er nemlig Hillerød Forsyning, som har bestilt droneflyvninger til at fotografere varmetab fra fjernvarmeledningerne.

Dronerne tager ikke billeder af mennesker eller bygninger eller lignende. Det er slet ikke den type billeder, vi får ud af det - så man kan være helt tryg

"Dronerne flyver over landskabet med et infrarødt kamera for at se, om der er nogle steder, hvor temperaturerne er højere, end de burde være. Det indikerer nemlig, at der løber varmt vand ud, eller at isoleringen i rørene er dårlig. Så det er det arbejde, der er i gang. Dronerne tager ikke billeder af mennesker eller bygninger eller lignende. Det er slet ikke den type billeder, vi får ud af det - så man kan være helt tryg," siger administrerende direktør i Hillerød Forsyning, Søren Støvring til Hillerød Posten.

Flyver om natten

Dronerne flyver altså langs rørene og fotograferer med et infrarødt kamera for at måle varmen og dermed eventuelle varmetab, som skal repareres. Flyvningerne sker i nattetimerne og bliver udført af et eksternt firma, og Hillerød Forsyning er ifølge Søren Støvring ikke det eneste firma, der lægger bud ind på firmaets ydelser:

"Vi havde meldt ud, at undersøgelserne blev gennemført i løbet af marts, men det har taget lidt længere tid, end vi havde håbet. Der var nogle af de dage, hvor droneflyvningerne skulle finde sted, hvor der var for meget vind til at gøre det, og så måtte det udskydes. Samtidig er der andre, som også havde bestilt droneflyvninger, og så måtte vi jo vente. Men vi burde være færdige her i løbet af et par dage (midt i april, red.)," siger han.

Rutine hvert år

Der er heller ikke første gang, varmefotograferende droner er fløjet over Hillerød, fortæller han:

"Vi gør det næsten en gang om året som rutine, og det skal ske, mens der stadig er gang i varmeforbruget, primært fra november til april, for så er det nemmest at måle. Hvis vi har nogle utætte rør, så mister vi vand, som skal erstattes med noget andet vand, og det koster jo penge. Og vi vil gerne gøre det så billigt som muligt for forbrugerne," siger Søren Støvring.

Droner dækker bedre

Ifølge firmaet Drone Systems har termofotograferingen af fjernvarmeledninger været praktiseret i mere end 45 år, men tidligere har man gjort det med håndholdte kameraer eller fra en bil med tagmonteret kamera. Disse metoder dækker dog kun omkring 50-70 procent af ledninger. Områder, som er svært tilgængelige, bliver ikke fotograferet - men det kan en drone altså. Inden for de sidste 10 år er der sket en markant udvikling inden for termiske kameraer. De er kommet så langt ned i størrelse og vægt, at de altså kan monteres på en drone, og dermed kan 100 procent af varmeledningerne fotograferes.

Dronerne flyver om natten i en højde af 80-120 meter, og fra den højde kan de stadig lokalisere lækager på varmeledninger med en præcision på under en meter, også mindre lækager, beretter Drone Systems.

Firmaet indhenter selvfølgelig alle nødvendige tilladelser, inden de flyver med det termiske kamera.

Søren Støvring ser nu frem til at se resultaterne af undersøgelserne:

"Det tager et stykke tid at analysere og gennemgå, og så får vi en liste med steder, hvor der kan være varmetab. Men det er endnu for tidligt at sige, hvad det endelige resultat er".

Publiceret 15 April 2019 07:00