Mia Debel fra Skævinge havde taget sin 5-årige søn Pelle med til demonstrationen på Torvet. Foto: Martin Warming

Mia Debel fra Skævinge havde taget sin 5-årige søn Pelle med til demonstrationen på Torvet. Foto: Martin Warming

Frustrerede forældre demonstrerede for flere hænder i institutionerne

Op mod 700 mennesker deltog i 'forældredemonstrationen' på Torvet

Af
Martin Warming

Op mod 700 forældre, børn, pædagoger, bedsteforældre, politikere og andre deltog lørdag eftermiddag i en stor demonstration på Torvet i Hillerød.

Men det var ikke kun i Hillerød, der blev demonstreret. Cirka 30.000 mennesker gik lørdag på gaden i en lang række forskellige byer over hele landet for at demonstrere for minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer.

Se flere billeder fra demonstrationen i galleriet nederst i artiklen...

Demonstrationerne var stablet på benene af utilfredse forældre, der mener, at smertegrænsen for, hvor få medarbejdere, der skal være i daginstitutionerne, er nået.

Det var Sarah Louise Eskildsen-Mortensen fra Frederiksværk, der havde kaldt sammen til demonstrationen i Hillerød, og hun er rigtig glad for, at så mange mennesker valgte at bruge deres lørdag eftermiddag på at forsøge at råbe landets politikere op.

"Jeg synes, at det gik rigtig godt. Vi var også heldige, at vejrguderne var med os, men jeg synes, at det hele gik op i en højere enhed," fortæller Sarah Louise Eskildsen-Mortensen, der altså vurderer, at op mod 700 mennesker deltog i demonstrationen i Hillerød i løbet af eftermiddagen.

"Der var mange, der kiggede mig dybt i øjnene og sagde tak for at give dem muligheden for at komme og råbe op. Jeg talte med enormt mange forældre, der - ligesom mig - godt ved, at det ikke fungerer ude i vores daginstitutioner, men de har ikke har vidst, hvad de skulle gøre med deres frustrationer. De synes, det er dejligt, at der nu er kommet et forum, hvor vi har sat fokus på noget så vigtigt som vores børns tarv. Jeg talte også med flere pædagoger, der synes, a t det er rigtig godt, at der nu er mere åbenhed mellem forældre og personale i institutionerne om det her. Nu tør de faktisk at tale sammen om det, og det er enormt vigtigt," siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen, der samtidig understreger, at protesterne ikke slutter med demonstrationen i lørdags.

"Nu har vi skabt et forum, hvor forældre over hele landet står sammen, og vi giver ikke op, før der kommer flere hænder i vores institutioner, og vi begynder at se resultater. Politikerne slipper ikke for os,” fortæller hun.

Sarah Louise Eskildsen-Mortensen (til højre) havde taget initiativ til demonstrationen i Hillerød. Foto: Martin Warming

Sarah Louise Eskildsen-Mortensen (til højre) havde taget initiativ til demonstrationen i Hillerød. Foto: Martin Warming

Grotesk

Én af dem, der havde valgt at bruge sin lørdag eftermiddag på at demonstrere for flere hænder i daginstitutionerne, var Mia Debel fra Skævinge.

"Der er simpelthen for få voksne til at passe på vores børn. Jeg har siddet i bestyrelsen i mine børns børnehave og områdebestyrelsen i flere år, og jeg ved, hvordan pædagogernes hverdag ser ud, og jeg hører om de budgetter, de har at arbejde med, og jeg synes, at det er grotesk, at der ikke bliver sat flere midler af til noget, der er så vigtigt. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er pædagogerne eller lederne, der ikke gør det godt nok, for de gør et fantastisk stykke arbejde. Det er ene og alene et spørgsmål om, at der ikke er medarbejdere nok," siger Mia Debel.

Hun havde taget sin 5-årige søn Pelle med til demonstrationen på Torvet.

"Han (Pelle, red.) har altid elsket at gå i børnehave, men forleden sagde han, at han ikke gider mere, fordi der er for mange børn. Børnene kan mærke, at der ikke er tid og overskud til dem. De mangler nærvær og opmærksomhed fra voksne, og alle, der ved noget om børns udvikling, siger jo, at det er afgørende," siger hun.

Og Mia Debel forstår ikke, at politikerne tør at spare på lige netop det her område - for regningen kommer bare på et senere tidspunkt, mener hun.

"Vi har indrettet vores samfund på en måde, der betyder, at de fleste af os sender vores børn i institution otte timer om dagen, og samtidig så sparer man på dem, der skal passe på dem. Det er hele tankegangen om, at man ikke prioriterer vores børn højere, der er noget galt med. Og det kan ikke betale sig. Hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk. Jeg synes, det er fantastisk at se, at forældre over hele landet kan stå sammen på den her måde, og vise at grænsen er nået,” siger Mia Debel.

Publiceret 08 April 2019 16:04