Jakob Sode-Larsens billede fra Fantasiens Ø vandt Hillerød Postens fotokonkurrence. Foto: Jakob Sode-Larsen

Jakob Sode-Larsens billede fra Fantasiens Ø vandt Hillerød Postens fotokonkurrence. Foto: Jakob Sode-Larsen

Billede fra Fantasiens Ø vandt

Af
Martin Warming

Det blev Jakob Sode-Larsens flotte billede fra Fantasiens Ø, der vandt Hillerød Postens fotokonkurrence.

De ti billeder, der var blevet udvalgt til at gå videre til finalen, blev udstillet på Torvet i fredags i forbindelse med Hillerød Kunstdage og Late Night. Her kunne de forbipasserende stemmer på deres favoritbillede, og Jakobs billede fik altså flest stemmer. Det blev faktisk til en meget sikker sejr til billedet, der er taget ved Fantasiens Ø i Præstevang.

Se alle finalebillederne i galleriet nederst i artiklen...

"Jeg har altid boet i Hillerød, men det er faktisk først for nylig, at jeg opdagede det her fantastiske sted - og jeg synes, det er fascinerende med den historie, der hører til stedet. Og så stod solen bare helt rigtigt den dag," fortæller Jakob Sode-Larsen.

Det var Frederik VII, der i 1859 byggede et lystpalæ ved Breddam i Præstevang. Palæet blev fjernet i 1960'erne af sikkerhedsmæssige årsager. Man lod dog en gavl stå til minde om den folkekære konges private lystfiskerparadis, hvor han sammen med Grevinde Danner yndede at tage et frikvarter på 'Fantasiens Ø', og det er altså den gavl, man kan se på Jakobs billede.

Udover æren har Jakob Sode-Larsen også vundet et gavekort på 1.000 kroner til Hillerød Shopping.

Tak til alle, der deltog i konkurrencen og afgav deres stemme på Torvet.

Publiceret 02 April 2019 11:00