Blå Kors har åbnet for tilmeldingen til årets sommerlejr i Hillerød. Pressefoto

Blå Kors har åbnet for tilmeldingen til årets sommerlejr i Hillerød. Pressefoto

Sommerlejr i Hillerød: Pusterum til unge med udfordringer

Børn med udfordringer kan komme på sommerlejr med Blå Kors

Sommer Så er tilmeldingen til sommerlejre åbnet.

"Børn med forskellige udfordringer i hverdagen skal have mulighed for gode oplevelser i deres sommerferie. Derfor arrangerer Blå Kors Danmark igen i år sommerlejre i samarbejde med engagerede frivillige. Tilmeldingen er netop åbnet med en lejr i Hillerød," skriver Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse og fortsætter:

"En uge med masser af sjov, hygge og forhåbentlig gode minder. Det er, hvad Blå Kors Danmark håber, at en række børn får med sig hjem denne sommer, når de har været afsted på en af organisationens sommerlejre. Blå Kors Danmark afholder i år syv sommerlejre i Danmark, hvor én af dem er i Hillerød, for børn og unge i alderen 7 til 20 år, som blandt andet kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrugsproblemer, fattigdom, psykisk sygdom og andre sociale problemer."

Fristed for børnene

Frivilligkoordinator for ferielejre Sandra Trampedach glæder sig til at se både nye og "gamle" børn på årets lejre, der er et tiltrængt pusterum for mange af deltagerne.

"Vi oplever, at der bliver større pres i forhold til at finde tilbud til de her børn og unge, og derfor er det vigtigt, at vi giver dem et pusterum. Et sted, hvor de kan være dem selv og opleve et fællesskab sammen med andre børn og ikke mindst fantastiske, frivillige voksne, som brænder for at give dem gode oplevelser. Vi håber, at lejrene giver børnene og de unge både håb og livsmod," fortæller hun.

Ny sommerlejr på Sjælland

En af de to ungdomslejre vil foregå på Sjælland for første gang. Her vil 14- til 20-årige kunne glæde sig til en uges sjov og underholdning med andre unge. Fælles for alle lejre, har de et tema:

"Alle lejre har en temaramme, som er med til at give børnene og de unge mennesker en sommerferie med masser af fantasi, leg og underholdning. Rammen giver os mulighed for at lave en masse sjove aktiviteter, der ryster alle sammen i ét stort fællesskab mellem deltagere og de frivillige uanset alder," siger Sandra Trampedach.

Tilmeldingen og oversigten over lejrene findes på www.lejre.blaakors.dk.

Publiceret 22 March 2019 14:00