Vila Musicas leder Dorte Skovhus er blevet nomineret af sine kolleger til pris. Privatfoto

Vila Musicas leder Dorte Skovhus er blevet nomineret af sine kolleger til pris. Privatfoto

Dortes kolleger indstiller hende til pris: Hun har stor entusiasme og vedholdenhed

Lederen fra hillerødskolen Villa Musica, Dorte Skovhus, er blevet nomineret til Landsorganisationen for sociale tilbuds Socialpris

hæder Lederen fra dagbehandlingsskolen Villa Musica er blevet nomineret til Landsorganisationen for sociale tilbuds (LOS) Socialpris. Det er lederen Dorte Skovhus’ kollegaer, som har indstillet hende for sit engagement for udsatte børn og unge.

Villa Musica, som ligger på Københavnsvej 27 i Hillerød, er en musisk behandlingsinstitution for drenge og piger i alderen 7-14 år med psykosociale og indlæringsmæssige problemer. Villa Musica hjælper de ’besværlige’ unge, som ikke har kunnet tilpasse sig på skolerne i Hillerød Kommune.

"Dengang jeg startede med at arbejde hos Villa Musica, ville jeg tage kampen op mod den gængse tilgang til ’besværlige’ unge. Den holdning har jeg stadigvæk. Jeg mener, at vi bør behandle de unge med værdighed, respekt og ordentlighed. Det hjælper ikke at smide besværlige børn og unge ud, da det netop var grunden til, at de blev sendt videre til institutionen. I stedet må de voksne på blandt andet institutionerne tage et ansvar og hjælpe dem på rette vej," fortæller Dorte Skovhus i en pressemeddelelse.

Villa Musicas syv ansatte arbejder med skolearbejde, behandlingsarbejde og familiearbejde som tæt forbundne, og skolen samarbejder med eksterne supervisorer.

LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud - uddeler årligt en pris til en institution, et menneske eller et sted, som har gjort noget ekstraordinært for de socialt udsatte. Det er netop Dortes tilgang til de unge og hendes store entusiasme, der gør, at Dorte Skovhus er blevet indstillet til LOS’ Socialpris af sine kollegaer, fortæller LOS.

Entusiasme og vedholdenhed

Kollagerne begrunder indstillingen med følgende:

”Dorte har i en lang årrække med stor entusiasme og vedholdenhed fastholdt en alternativ tilgang til de børn og unge, som har været indskrevet på Villa Musica, Skolen for Musik og Teater samt Den Musiske Helhedsskole. Det har været en stor succes, hvor de sårbare børn og unge har fået en succesoplevelse, som de har kunnet taget videre med i deres liv. Det har givet dem mod på livet og en følelse af, at de har en berettigelse i samfundet”, udtaler Erik Toft fra skolen ifølge indstillingen.

Den 25. marts 2019 bliver det offentliggjort på LOS’ årlige Landsmøde, om det bliver Dorte Skovhus, der løber med LOS’ Socialpris 2019.

Publiceret 21 March 2019 06:00