Musikskolens leder Jesper Gude og souschef Mads Strandgaard glæder sig til den store jubilæumsfest. Foto: Mdt

Musikskolens leder Jesper Gude og souschef Mads Strandgaard glæder sig til den store jubilæumsfest. Foto: Mdt

Kæmpe fest for Hillerøds musikskole

Hillerød Musikskole fejrer 50 års jubilæum med en masse gratis koncerter over hele byen

Af
Mette Dolmer Thygesen

fejring 'Verdens længste musikskolekoncert'. Det er sådan, Hillerød Musikskole selv karakteriserer den kæmpe fest, de inviterer til i anledning af deres 50 års jubilæum.

"Vi er jo hele byens musikskole, så i stedet for at komme med ét brag af en koncert hos os blev vi enige om, at vi hellere ville give hele byen en gave med en række gratis koncerter. Det bliver som en stor festival," siger Jesper Gude, som har været leder af musikskolen siden 2010.

Det syv dage lange program starter 23. marts, og musikskolen byder blandt andet på uropførelsen af værket 'Hvid og Blå' i Festsalen på Frederiksborg Gymnasium. Værket, som beskriver nogle af musikskolens værdier, er skabt af Thomas Mehr, som gennem cirka 25 år har været underviser på musikskolen. Det fremføres af musikskolens fire steelbands sammen med kor, strygere og blæsere.

Som et andet højdepunkt opfører musikskolens kor hele The Beatles' album 'Abbey Road', som specialist Per Vium fører publikum igennem.

Derudover byder musikskolen på både guitarkoncert i Hillerød Kirke, musikalsk skattejagt på musikskolen, trommekoncert, kammermusik og meget mere. Det hele afsluttes 29. marts med en parade i gågaderne og åben reception med musik og borgmestertale.

700 elever

Hillerød Musikskole har i dag omkring 700 elever og 23 lærere tilknyttet. Derudover er der alle de elever - omkring 500 - ude på folkeskolerne, som stifter bekendtskab med musikskolen. Musikskolen vil gerne være en skole for alle, siger Jesper Gude:

"Nogle kommer her, fordi de bare gerne vil lære at spille for eksempel guitar, og så opdager de en verden, som er meget større, end de troede. De får mulighed for at spille sammen med andre og bidrage med noget - og de mærker den stolthed og tilfredshed, der er i at kunne noget særligt".

På musikskolen kan børnene både lære at spille et instrument, finde deres egen stemme, stå på en scene og spille sammen med andre. Arkivfoto: John Jessen Hansen

På musikskolen kan børnene både lære at spille et instrument, finde deres egen stemme, stå på en scene og spille sammen med andre. Arkivfoto: John Jessen Hansen

I nogle familier er der en tradition for, at børnene lærer at spille et instrument, og når børnene så starter på skolen, lærer de meget andet end det, siger souschef Mads Strandgaard:

"Når de spiller med andre, indgår de i et fællesskab, hvor de ikke selv er det vigtigste. De skal lytte til de andre og være en del af helheden. Samtidig handler det om at fordybe sig i den kæmpe musikalske verden, der åbner sig".

Det er ikke som i X Factor eller andre talentprogrammer øjeblikkelig berømmelse, der venter:

"Nogle kommer her med drømme om berømmelse og om at stå på en scene. Men det kommer altså ikke lige hen over en nat. Det kræver, at man fordyber sig igennem lang tid og øver meget. Så må man glæde sig over de små sejre undervejs - for eksempel at man kan spille med fem fingre på klaveret, og at man så 15 år efter kan spille Chopin og Mozart".

Eleverne, som har eneundervisning, kan være med i workshops, projektuger og samspil gratis ved siden af. Og de er med til samspil lige fra starten, siger Jesper Gude:

"Selv en begynder kan spille med. Hvis en trompetist for eksempel har lært tre toner - så spiller han dem og får følelsen af at være med til at gøre koncerten fantastisk. Det giver en 'wow'-følelse at være med til at bidrage".

Alle har en stemme

Fremtiden for Hillerød Musikskole byder blandt andet på projektet 'Alle børn har en stemme'. Her skal musikskolen være 'fødselshjælper' til at få mere musik ud på skolerne gennem det instrument, som alle børn har: Stemmen.

"Det handler om, at børnene skal kunne stille sig op og udtrykke sig. De skal turde performe og have deres egen stemme," siger Jesper Gude.

Samtidig vil musikskolen gennem forløbet slå et slag for den danske sangskat, som børnene skal lære at kende.

Programmet til musikskolens jubilæumsfest kan findes på hillerodmusikskole.dk.

Publiceret 20 March 2019 07:00