Nu skal Hillerødmotorvejen forlænges, mener regeringen og DF. Foto: Martin Warming

Nu skal Hillerødmotorvejen forlænges, mener regeringen og DF. Foto: Martin Warming

Ny plan: Motorvejsforlængelse skal ske fra 2023 til 2029

Byggeriet af en ny motorvejsforlængelse mellem Hillerød og Allerød, vil tage tre år, hvis regeringen og DF's planer føres ud i livet

Om fire år - altså i 2023, ønsker regeringen og Dansk Folkeparti at starte byggeriet af den kommende motorvejsforlængelse mellem Hillerød og Allerød.

Aftaleparterne er enige om at afsætte 855 millioner kroner byggeriet, så den eksisterende motortrafikvej udvides til en firsporet motorvej.

Formålet med ombygningen er ifølge et faktaark "at afhjælpe trængslen på den nuværende motortrafikvej mellem Allerød og Hillerød, som for størstedelens vedkommende er udlagt som 2+1- vej".

Strækningen er på cirka 13 kilometer, og hvis projektet igangsættes, som regeringen og DF ønsker, kan det gennemføres på cirka seks år.

"Der er i dag trængselsudfordringer på den ca. 13 km lange motortrafikvejsstrækning mellem Allerød og Hillerød, som medfører kødannelser i myldretiden. Strækningen er en vigtig del af indfaldskorridoren til hovedstaden," skriver parterne i aftalen.

Motortrafikvejen er forberedt til udvidelse til motorvej.

Vejdirektoratet gennemførte sidste år en VVM-undersøgelse af projektet. VVM-undersøgelsen viste bl.a., at bilister kan spare tre minutter for hver tur mellem Hillerød og Allerød, hvis der anlægges en motorvej på strækningen. I myldretiden er besparelsen seks minutter. Trafiksikkerhed vil forbedres markant.

Projektet forudsætter vedtagelse af anlægslov. Parterne kan dog ikke gennemføre aftalen på denne side af folketingsvalget. Hvis den skal gennemføres, skal de fire partier derfor finde flertal for deres plan efter folketingsvalget.

Investeringsplan for 110 milliarder

Forlængelsen af Hillerødmotorvejen mellem Hillerød og Allerød er en del af den investeringsplan for 2021-2030, som blev præsenteret onsdag i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Planen indeholder de projekter, som regeringen og Dansk Folkeparti vil investere i de kommende 10 år. Planen indeholder investeringer for over 110 milliarder kroner i landets infrastruktur. Blandt andet skal flere veje omkring hovedstaden udvides eller forlænges, tredje etape af Kalundborgmotorvejen skal anlægges, og der skal etableres motorvej mellem Næstved og Sydmotorvejen.

"Presset på vores veje er alt for stort, og det bliver kun større i fremtiden. Vi kender alle til irritationen over at spilde tiden i lange bilkøer, og jeg er derfor glad for, at vi nu kan gøre noget ved de trængselsudfordringer, som trafikanterne oplever hver eneste dag på de sjællandske veje. På den måde sikrer vi, at spildtiden bliver mindsket samtidig med, at vi fremtidssikrer vores vejinfrastruktur," udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) i en pressemeddelelse.

Aftalen indeholder blandt andet også øget kapacitet på Motorring 3, en udvidelse af Hillerødmotorvejen mellem Motorring 3 og Ring 4 i begge retninger, udvidelse af Ring 4, Amagermotorvejen og Øresundsmotorvejen og 3. etape af Frederikssundsmotorvejen.

Derudover skal der anlægges en motorvej mellem Næstved og Rønnede, en vejforbindelse til Stevns og rundkørslen ved Kregme skal ombygges. Og så afsætter regeringen og Dansk Folkeparti midler til flere puljer, der blandt andet skal bruges til støjbekæmpelse og bedre cykelinfrastruktur.

Se et Danmarkskort over investeringerne på Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside www.trm.dk.

Mdt

Publiceret 13 March 2019 11:35