Foto: Jan F. Stephan

Frivillige brugte weekenden på at male tennishallens facade. Foto: Jan F. Stephan

Facade overmalet med 500 liter maling

Og nej, der er ikke tale om hærværk... tværtimod

Af
Martin Warming

Der blev brugt 500 liter maling, da frivillige fra blandt andet Street Lab, Hillerød Ungdomskulturhus og Grundtvigs Højskole i weekenden gik i gang med at male den store facade ud mod togskinnerne på tennishallen på Milnersvej.

Det er Street-Lab, som sammen med en gruppe elever på Grundtvigs Højskole har taget initiativ til at skabe Danmarks største kunstvæg.

"Vi synes, det er synd, hallen er plastret til med ulovlig graffiti og usammenhængende tags. Det er ærgerligt, det ser så slidt og grimt ud," har Petrea Bové Wagner, som sammen med Anton Schou-Pedersen, Johan Hald og andre elever på højskolens kursushold 'Gør en forskel' har arbejdet på kunstprojektet, tidligere sagt til Hillerød Posten.

Se flere billeder i galleriet nederst i artiklen...

Lørdag mødtes 150 frivillige så og gik i gang med at male facaden med maling, der er blevet doneret af lokale malerforretninger, inden gadekunstneren Miki Pau Otkjær skal skabe et seks meter højt portræt af Greta Thunberg, den 15-årige pige som blev verdenskendt for at strejke foran det svenske folketing for at sætte fokus på klimaproblematikken. Miki Pau Otkjær er kendt for at male portrættet af Kim Larsen ved Christiania.

Miki Pau Otkjær startede på sit maleri efter deadline på denne avis, men du kan se resultatet på www.hip.dk.

Publiceret 11 March 2019 14:00