Der var rejsegilde på Hillerøds kommende arena onsdag formiddag. Foto: Martin Warming

Der var rejsegilde på Hillerøds kommende arena onsdag formiddag. Foto: Martin Warming

Rejsegilde på arenaen: "Det er noget, mange har drømt om i mange år"

Hillerøds kommende arena begynder at tage form

Af
Martin Warming

Håndværkere, politikere, medarbejdere, byggechefer og mange, mange flere var mødt op, da der var rejsegilde på Hillerøds kommende arena ved FrederiksborgCentret onsdag formiddag.

Arena Hillerød, som indtil videre er det officielle navn på den 8.800 kvadratmeter store arena, forventes indviet til december. Der bliver plads til 3.000 siddende publikummer, der kommer en VIP-lounge, såkaldte skybokse og et gulvareal - med plads til eksempelvis en håndboldbane - på knap 2.600 kvadratmeter i den nye arena.

"I dag holder vi rejsegilde på Hillerøds nye arena. Det er noget, mange har drømt om i mange år. Det er en rigtig, rigtig stor dag for FrederiksborgCentret," lød det fra Torben Nyegaard Olesen, der er formand for FrederiksborgCentrets bestyrelse.

En del politikere - blandt andre borgmesteren - var mødt op til rejsegildet. Foto: Martin Warming

En del politikere - blandt andre borgmesteren - var mødt op til rejsegildet. Foto: Martin Warming

Flere udfordringer

Man siger jo, at det skal være skidt, før det bliver godt. Hvis det gamle ordsprog passer, så bliver Hillerøds nye arena rigtig god.

Det har nemlig ikke været en dans på roser at realisere drømmen om at få en multiarena i Hillerød. Der har været flere udfordringer undervejs - ikke mindst da byggeriet lige var gået i gang, og den store udgravning blev fyldt med grundvand.

Se flere billeder fra rejsegildet i galleriet nederst i artiklen

"Vi prøver altid at finde løsning. Det har altid været vores dna her i FrederiksborgCentret. Vi fik løst problemet med vandet - der røg godt nok et halvt år på byggeriet og nogle ekstra udgifter, og derfor er vi jo ekstra glade for at kunne holde rejsegilde i dag. Man siger, at man holder rejsegilde for at undgå, at onde ånder kommer ned over et byggeri. Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at vi havde holdt rejsegildet for lang tid siden," sagde Torben Nyegaard Olesen.

Arena Hillerød skal bruges til at et hav af andre arrangementer, blandt andet sportsbegivenheder, koncerter, konferencer og messer. Der kommer også et sportsvandrehjem med ti værelser med i alt 40 senge. Arenaen bygges sammen med FrederiksborgCentret, der i forvejen rummer to store sports- og mødehaller, bordtennishal, kampsportshaller, fysioterapi, træningscenter, svømmehal, badmintonhal og tennishal.

"I dag holder vi rejsegilde på Hillerøds nye arena. Det er noget, mange har drømt om i mange år," sagde Torben Nyegaard Olesen, der er formand for FrederiksborgCentrets bestyrelse. Foto: Martin Warming

En milepæl

Det er C.C. contractor, der er totalentreprenør på byggeriet af den nye arena, og projektleder Poul Nielsen citerede en kendt dansk sanger i sin tale ved rejsegildet.

"Johnny Madsen har engang sagt, at når man ser et lys for enden af tunnelen, kan man godt risikere, at det er et modkørende tog. Den fornemmelse har vi jo haft lidt i den her byggefase," lød det fra projektlederen på det store byggeri.

"Men det er svært at skjule, at arenaen bliver til noget, for når man når til rejsegildet, er man nået til den milepæl, hvor man markerer, at de bærende konstruktioner er på plads. Der kommer en multiarena, som jeg er sikker på, at vi alle sammen bliver stolte over at have været med til at lave, og som jeg er sikker på kommer til at rumme nogle kæmpe store oplevelser for rigtig mange mennesker," sagde Poul Nielsen.

Publiceret 21 February 2019 05:00