Støtteforeningen har blandt andet skaffet pengene ved deres populære loppemarked i september. Arkivfoto: Privat

Støtteforeningen har blandt andet skaffet pengene ved deres populære loppemarked i september. Arkivfoto: Privat

"Venner" skaffer en halv million kroner til idrætsforening

Støtteforeningen St. Lyngby IF Venner kunne forleden på deres generalforsamling melde om en indtjening på 500.000 kroner

idræt På den nyligt afholdte generalforsamling i St. Lyngby Idrætsforenings Venner kunne formand Jens Wegener Hansen og kasserer Jan Enevoldsen berette, at vennerne havde støttet St. Lyngby IF´s ungdomsarbejde med ikke mindre end 250.000 kroner i 2018, og at der er 250.000 kroner mere på vej i 2019.

Jens Wegener Hansen kunne videre berette, at 2018 var et rigtig fint år på mange fronter. Dels glædede han sig over det gode økonomiske resultat, der igen giver mulighed for at støtte det vigtige ungdomsarbejde i St. Lyngby IF, og dels fordi så mange mennesker lægger så mange frivillige timer i arbejdet omkring det store årlige loppemarked, som i 2018 tiltrak omkring 4000 mennesker, teltopsætning og ØKO-dagen.

”Hvis ikke alle disse mennesker stillede deres dyrebare fritid til rådighed, ville det ikke være muligt, år efter år, at tilbyde bl.a. lave kontingenter, dygtige og veluddannede trænere og instruktører, rejser og optimalt idrætsudstyr”, fortalte en tilfreds og taknemmelig formand.

Ny bestyrelse valgt

Generalforsamlingen bød på en enkelt udskiftning i bestyrelsen. Næstformand René Larsen tager, efter mange år, en pause fra bestyrelsesarbejdet, og i stedet blev Lars Folke Jørgensen valgt ind.

Også administrator på teltudlejning, Henning Larsen, valgte at stoppe sit hverv, og her overtager Keld Hjort Olsen.

Bestyrelsen består derfor af formand Jens Wegener Hansen, næstformand Anders H. Andersen, kasserer Jan Enevoldsen, sekretær Henrik Keck, Michael Larsen, Keld Hjort Olsen og Lars Folke Jørgensen. Suppleanter er Lars Hansen og Elith Andersen.

Indsamlingen til årets loppemarked, som finder sted 29. september, starter allerede 6. april. Årets ØKO-dag afholdes den 14. april.

Mdt

Publiceret 17 February 2019 09:00