Connie starter motionshold under åben himmel

Fysioterapeut Connie Steenberg, som har videreuddannet sig inden for naturbaseret sundhedsfremme, etablerer nyt morgenmotionshold i skoven

Af
Mette Dolmer Thygesen

Fuglefløjt, højt til himlen, solstråler gennem træernes stammer, sneen der lyser op.

54-årige Connie Steenberg er blevet mere og mere glad for naturen, efter at hun og hendes familie med mand og to børn har boet i Ny Hammersholt i 15 år. Nu vil hun sprede den glæde til flere, som kan være med til at dyrke motion under åben himmel i skoven.

”Det ligger mig meget på sinde, at vi skal være ude i naturen. Man får så meget igen ved at være her. Det tror jeg, alle mærker, når de kommer ud i skoven. Man føler sig veltilpas, og der er en frihed til at trække vejret, bevæge sig eller bare ’være’,” siger Connie Steenberg, der er uddannet fysioterapeut og arbejder i Hillerød Kommune.

God grundform

Hun har for nylig taget første modul i en masteruddannelse, der hedder ’naturbaseret sundhedsfremme og terapi’ på Københavns universitet, og det har inspireret hende til at starte et nyt motionsforløb i skoven her i foråret. På holdet kan 10 mennesker samles klokken 6 om morgenen mandag og torsdag og sammen dyrke en times motion i naturen. Hun vil gerne have fat i dem, som har svært ved at dyrke den livsvigtige motion, som Sundhedsstyrelsen også anbefaler, at vi får mindst en halv time af dagligt.

”Det handler ikke om at træne op til en maraton, men om at få den daglige motion og bevægelse, som giver os en god grundform. Jeg håber at få fat i dem, som gerne vil ud at dyrke motion, som ikke rigtig kan få det gjort. Nogle har måske nogle nederlag med at forsøge at komme i gang i bagagen. Men alle kan. Det handler om, at motion bliver en glæde og ikke en pligt," siger hun.

Ikke nemt

Connie Steenberg understreger, at det ikke er nemt for hende selv at dyrke motion. Hun kender udmærket det med at kigge på andre, der løber en tur uden for vinduet og tænke: 'Hvor er hun heldig, at det er så nemt'. Men det er gået op for Connie Steenberg, at det er de færreste, der synes, det er nemt - eller bare bliver ramt af lyst til motion.

"Jeg har en 'strammer-' og en 'slapper'-Connie. Den ene siger; 'nu skal du altså af sted', mens den anden siger; 'behøver det lige være i dag?'. Så det handler om at have en gulerod foran sig - for eksempel en aktiv ferie man skal være i nogenlunde form til eller en flot kjole, man gerne vil købe. Og det handler om at finde motivationen," siger hun og nævner også, at det for hende er en velgørende stund med 'mig-tid' at træne om morgenen, inden familien står op, og jobbet og en travl hverdag venter forude.

Styrke og let løb

Til Connie Steenbergs kommende motionsforløb betaler deltagerne for at træne med i marts, april og maj i skoven med start fra p-pladsen ved Raagaardshus på Gl. Frederiksborgvej 71. Til motionstimen vil der være en blanding af styrkende øvelser, hvor træer, bænke, sten eller lignende i naturen bliver motionsredskaberne. Der vil også være rask gang og let løb, hvor terrænnet med bakke og dal giver lidt ekstra udfordring. Det bliver legende og sjovt, lover Connie Steenberg.

"Mennesker har en tilknytning til naturen, og man kan stresse af bare ved at kigge på et træ. Det er som manna for krop og sjæl," siger hun.

Også på sin masteruddannelse har hun lært om, hvordan naturen ifølge forskning kan hjælpe både soldater med posttraumatisk stresslidelse, spiseforstyrrede unge eller stressramte voksne.

"Mange af os er i hjernen hele tiden i stedet for i kroppen. Vi er hele tiden i 'to do'-mode i hjernen, og det hele går stærkt med biler og mobiltelefoner. Når vi så kommer ud i naturen, mærker vi vinden og hører en fugl - og hviler hjernen. Så det kan godt være, vi føler os trætte, når vi tager af sted, men fleste får en ny energi bagefter," siger hun.

Er du interesseret i Connie Steenbergs nye motionsform, kan hun kontaktes på mailadressen steenbergconnie@gmail.com.

Publiceret 07 February 2019 07:00

SENESTE TV