Pressefoto: André Andersen

Yohanier Ramon, percussionist fra Cuba, var en af de otte undervisere på campen. Pressefoto: André Andersen

Musikalske talenter samlet på Klaverfabrikken: "Kæmpe optur"

Unge talenter fik musikalske input i weekenden til world- og folkmusikcamp

musik For første gang nogensinde afholdt Klaverfabrikken i weekenden 2.-3. februar en såkaldt 'Woof-camp', hvor udvalgte musiktalenter var samlet for at udforske andre musikalske genrer, end de er vant til.

21 udvalgte unge fra Nordsjælland fik input fra otte professionelle musikere og undervisere med hvert deres fokus. I løbet af weekenden var talenterne igennem fire forskellige sessions: Cubansk, brasiliansk, afrikansk og free/avantgarde.

De unge er blevet udfordret, og de er med garanti blevet inspireret til at fortsætte deres rejse i musikkens verden

Klaverfabrikken daglige leder Jens Jepsen er stolt over, at det er lykkedes at få 'Woof-camp' (forkortelse af World Og Folk, red.) på benene.

"Det er blandt vores opgaver at arbejde med talentudvikling, musikmiljø og smalle genrer. Det er virkelig skønt, når vi kan kombinere opgaverne og skabe et projekt som Woof-Camp. De unge er blevet udfordret, og de er med garanti blevet inspireret til at fortsætte deres rejse i musikkens verden," udtaler han i en pressemeddelelse.

Fantastisk at være med

En af underviserne - Yohanier Ramon, percussionist fra Cuba - var meget begejstret for campen:

“Det var en kæmpe optur. Eleverne er så dygtige og gode til at modtage. Det er oplevelser som denne, der bekræfter mig i, hvorfor vi beskæftiger os med musik. Det er fantastisk at være med til at skabe sådanne muligheder for talentmiljøet i og omkring Klaverfabrikken," udtaler han i pressemeddelelsen.

Christina Mallou Linde, som deltog i Woof-Camp, synes, weekenden var en fed oplevelse:

"Det er en utrolig fed idé at samle nogle mennesker, der elsker musik og så give dem plads til at lege. Både de unge og lærerne. Jeg er sanger, men det betød ikke noget. Musikken, fornemmelsen og glæden bag er meget vigtigere. Jeg er så glad for, at jeg var med, og håber at det sker igen, for der er virkelig noget lærerigt i at spille med folk, du ikke kender og spille musik, du ikke kender. Det fedeste var afslutningen, hvor vi alle spillede, sang og dansede," fortæller hun i pressemeddelelsen.

Imponerende niveau

Talentmassen og niveauet blandt talenterne er imponerende højt, mener Jens Jepsen, som understreger, Klaverfabrikken har et ansvar for at sikre udviklingen af dem:

"Vi skal som musiksted gøre alt, hvad vi kan for at sikre udviklingsrum og udfoldelsesrum, så de mange talenter kan videreudvikle sig og skabe morgendagens musikoplevelser til os alle sammen".

Der er virkelig noget lærerigt i at spille med folk, du ikke kender og spille musik, du ikke kender

Campen er arrangeret i et samarbejde mellem Klaverfabrikken som regionalt spillested og Tempi, som er genreorganisation for roots, folk og verdensmusik - støttet af Statens Kunstfond. Arrangørerne håber, at projektet kan fortsætte.

Mdt

Publiceret 06 February 2019 05:00