Måske kan ny teknologi støtte op om at undgå trafikkøer i Hillerøds centrum? I hvert er ny 'smart city'-strategi sendt i høring. Arkivfoto: Tim Karll

Måske kan ny teknologi støtte op om at undgå trafikkøer i Hillerøds centrum? I hvert er ny 'smart city'-strategi sendt i høring. Arkivfoto: Tim Karll

Hillerød kan blive Smart City

Ny teknologi brager frem, og der findes allerede intelligente løsninger, der f.eks. kan vise bilister vej til tomme parkeringspladser eller skrue ned for lyset i tomme byrum. Hillerød Kommune har sendt sin strategi for Smart City Hillerød i høring

Af
Anne Lønstrup

Digital teknologi Forestil dig, at du som bilist bliver informeret om at køre en alternativ rute, fordi bilerne lige nu holder i kø på Herredsvejen på grund af et trafikuheld. Eller at du en travl lørdag formiddag i Hillerøds bymidte bliver guidet hen til den nærmeste ledige parkeringsplads i stedet for at skulle køre rundt og lede i blinde.

Forestil dig, at lysene på Torvet blænder ned i nattetimerne, når kun få eller ingen er på gaden, eller at den fyldte skraldespand selv gør opmærksom på, at den skal tømmes. Eller hvad hvis den tilstoppede brønd selv kunne meddele, at det var tid til en rensning?

Alle disse muligheder og mange flere er på vej til ’smart cities’ verden over. Ved hjælp af digitale intelligente, bæredygtige og energieffektive løsninger skabes der brugervenlige byer, der gør hverdagen lettere og skaber nye, interessante muligheder for borgere, forretningsdrivende og turister.

Også Hillerød Kommune vil ved hjælp af Smart City-initiativer arbejde for at skabe nye og bedre løsninger inden for trafik, energiforbrug, vandforbrug og affaldsløsninger.

Først en diskussion

Hele tankegangen er endnu kun i sin vorden. For der er mange muligheder og mange valg, som skal tages. Derfor har Hillerød Kommune skrevet en ’Smart City Strategi for Hillerød Kommune’ og sendt den i høring frem til 1. marts. Den skal ifølge kommunens hjemmeside ses som ”den spæde begyndelse på rejsen mod Smart City Hillerød”.

”Strategien formulerer nogle brede mål for, hvad byrådet ønsker at prioritere, og hvordan man overordnet ønsker at arbejde med Smart City,” står der i oplægget fra kommunen.

Strategien vil senere blive fulgt op af en konkret handlingsplan, der mere præcist skal pege på, hvilke aktiviteter, der skal sættes i gang og i hvilken rækkefølge.

Men inden handlingsplanen skal skrives, ønsker kommunen at præsentere de mange muligheder og invitere til en diskussion om, hvad smart city-tanken kan gøre for Hillerød. Som bilag til den overordnede strategi kan man læse et inspirationskatalog med bud på, hvad Smart City kan udmønte sig i lige fra digital skiltning til førerløse el-busser og automatisk afspærring og skiltning i byen.

Ønsker input

”Vi har længe beskæftiget os med, hvordan vi gør Hillerød til ’Smart City’. I sidste valgperiode var vi i det gamle tekniske udvalg bl.a. på besøg i Brøndby, som har et stort område, hvor der er wifi i lygtepælene, hvor man ledes direkte til de tomme parkeringspladser, og hvor skraldespandene selv siger til, når de skal tømmes,” fortæller Dan Riise (V), formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget.

”Jeg vil sige det sådan, at en ’smart city’ ikke er noget, man bare lige laver. Det har vi heller ikke råd til. Men vi skal have fokus på smart city, når vi sætter gang i nye projekter i byen. Det kan være, når vi sætter nyt lys op, når vi renoverer bygninger, anlægger veje og parkeringspladser, så skal det tænkes ind hver gang,” siger Dan Riise.

Han nævner Ullerød Nord og Favrholm som oplagte steder at implementere de nye, intelligente løsninger.

Med høringen ønsker byrådet ifølge Dan Riise at få så mange menneskers input til, hvordan smart city-tankegangen skal udfolde sig i Hillerød, som muligt.

Publiceret 06 February 2019 06:00

SENESTE TV