Der er intet, der er blevet besluttet endnu, men hvis det står til regeringen, bliver Hillerødmotorvejen forlænget til Hillerød. Arkivfoto: Nils Meilvang

Der er intet, der er blevet besluttet endnu, men hvis det står til regeringen, bliver Hillerødmotorvejen forlænget til Hillerød. Arkivfoto: Nils Meilvang Scanpix

Lokal glæde over udsigt til motorvejsforlængelse

HR-direktør, borgmesteren og C4-direktør glæder sig over, at en forlængelse af Hillerødmotorvejen er rykket et skridt nærmere

Af
Claus Johansen og Martin Warming

Bilister, borgere og virksomheder i Hillerød kan godt glæde sig.

En forlængelse af Hillerødmotorvejen er på vej, hvis det står til regeringen. Det samme er tredje etape af Frederikssundsmotorvejen. De to vejprojekter er nemlig ”højt prioriteret” i regeringens hovedstadsudspil, som blev præsenteret torsdag morgen i sidste uge.

I hovedstadsudspillet står der:

”Regeringen vil prioritere, at kommende investeringer i infrastruktur omfatter Frederikssundmotorvejens 3. etape og Hillerødmotorvejens forlængelse fra Allerød til Hillerød”.

Og på den store hillerødvirksomhed FOSS er man glad for udmeldingen fra regeringen.

”Vi er meget begejstrede for regeringens udmelding om, at de vil prioritere forlængelsen af Hillerødmotorvejen. En forlængelse af Hillerødmotorvejen vil helt sikkert komme rigtig mange af vores medarbejdere til gode, og give dem en hurtigere og sikrere tur til og fra arbejde. FOSS udvider i disse år, og det er klart en fordel i forhold til at tiltrække medarbejdere og gøre Hillerød til et mere attraktivt sted at arbejde," siger Michael Almer, der er HR-direktør hos FOSS.

En god investering

Også på rådhuset er der glæde over, at planerne om at forlænge Hillerødmotorvejen til Hillerød er rykket et skridt nærmere.

"Jeg synes jo, at det forpligter politikerne på Christiansborg, når man omtaler en forlængelse af Hillerødmotorovejen i udspillet. Det næste udspil må så være en projekteringsbevilling og en anlægslov. Det håber jeg kommer snart," siger Hillerøds socialdemokratiske borgmester Kirsten Jensen.

"Det er enormt vigtigt, at motorvejen bliver forlænget til Hillerød. Det skulle den have været for mange år siden. Det vil spare både borgere, håndværkere, virksomheder og medarbejdere for en masse spildtid, fordi de ikke skal sidde så meget i kø, så det er en god investering rent samfundsøkonomisk," lyder det fra Kirsten Jensen.

Konkurrenceforvridning

Erik Helmer Pedersen, der er direktør i C4, der er en paraplyorganisation for erhverv, handel, kultur & turisme samt uddannelse i Hillerød, mener, at det er helt nødvendigt, at motorvejen bliver forlænget så hurtigt som muligt.

"Jeg er selvfølgelig glad for udmeldingen, men jeg ærgrer mig over, at man endnu ikke har fundet pengene til en motorvejsforlængelse. Men jeg er superglad for, at en forlængelse af Hillerødmotorvejen bliver prioriteret og nævnt i regeringens udspil. Mange af vores medlemmer i C4 har kæmpet en kamp for at få den motorvej forlænget," siger Erik Helmer Pedersen.

"Mange medarbejdere bruger alt for meget tid på at sidde i kø, når de skal til og fra arbejde i Hillerød, så en forlængelse er meget vigtig, hvis Hillerød fortsat skal være en attraktiv by at arbejde i. Vognmænd, håndværkere og entreprenørvirksomheder skal jo også betale deres medarbejdere for at holde i kø, hvis de skal ind til København og arbejde, og det er konkurrenceforvridning for de nordsjællandske virksomheder," siger Erik Helmer Pedersen, der håber, at det nu vil lykkes at samle et politisk flertal, der vil være med til at finde pengene til at motorvejsforlængelse.

"Og så forventer jeg, at en forlængelse af motorvejen til Hillerød bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget efter valget," slutter Erik Helmer Pedersen.

Hillerødmotorvejens forlængelse blev i en VVM-redegørelse, der kom sidste år, vurderet til at være "samfundsmæssigt yderst rentabelt". Forlængelsen skal gå fra Allerød til Hillerød og vil koste i omegnen af en milliard kroner.

Publiceret 28 January 2019 08:25