Efter mere end 33 år som hospitalspræst i Hillerød går Ib Lauritsen på pension. 27. januar kl. 10 holder han afskedsgudstjeneste i Præstevang Kirke. Efterfølgende er menighedsrådet vært ved en reception, hvor alle er velkomne. Foto: Anne Lønstrup

Efter mere end 33 år som hospitalspræst i Hillerød går Ib Lauritsen på pension. 27. januar kl. 10 holder han afskedsgudstjeneste i Præstevang Kirke. Efterfølgende er menighedsrådet vært ved en reception, hvor alle er velkomne. Foto: Anne Lønstrup

Hospitalspræst Ib Lauritsen takker af efter mere end 33 år

Mange mennesker er gennem årene blevet hjulpet gennem kaos og livskriser af hospitalspræst Ib Lauritsen, som nu går på pension

Af
Anne Lønstrup

Sjælesorg Der ligger en kvinde med brystcancer på stue syv.

Hun er mormor, mor og hustru, og lige nu ligger hun måske og spekulerer på, om sygdommen vil betyde, at hun mister sit job, om hendes mand taber den seksuelle interesse for hende eller om hun vil nå at se sine børnebørn vokse op.

Det er her, hospitalspræsten kan komme ind i billedet.

”Sjælesorg betyder jo omsorg for sjælen. Det er alt det, som ikke kan måles og vejes, og som ikke kan ses på en screening eller en blodprøve. Det er eksistentielle emner, som en patient kan have brug for at tale med et andet menneske om, siger hospitalspræst Ib Lauritsen.

”Når man er indlagt på hospitalet, bliver der skåret ind til benet. Det er et udsat sted i menneskers liv, paraderne er nede, og vigtige spørgsmål bliver pludselig påtrængende. Når tingene kører på skinner, tror man ofte, at man kan leve lykkeligt til sine dages ende,” siger Ib Lauritsen og fortsætter:

”Mange har gennem tiden givet udtryk for, at de har haft glæde af vores samtaler. Det er i virkeligheden nogle ting, som alle mennesker kan tale med hinanden om. Forskellen er, at jeg har specialiseret mig i at have disse samtaler, og at jeg har dem oftere end de fleste andre,” siger han.

Ikke to samtaler er ens

Han føler det vemodigt at stoppe som hospitalspræst i Hillerød. Det er et job, han har haft i de sidste 33 år. Men nu går han på pension som 67-årig og flytter tilbage til sin fødeby, København.

Siden sin studietid har han været nysgerrig på den særlige kombination af præst og psykolog, som en hospitalspræst skal rumme. Han tilhører den første generation af hospitalspræster i Danmark. I dag er der 90 hospitalspræster i hele landet, og Ib Lauritsen er en af dem, der har været i rollen længst.

Han har fordelt sin arbejdsindsats mellem at være hospitalspræst på Nordsjællands Hospital Hillerød, Psykiatrisk Center Nordsjælland og Præstevang Kirke.

Som hospitalspræst møder man ofte mennesker i krise og i hjerteskærende situationer. Det kan f.eks. være, når et barn er dødfødt.

”Samtalerne med forældrene bliver naturligt en blanding mellem de praktiske spørgsmål – ’Skal I se barnet? Skal det begraves? Eller skal det brændes? – og så alle spørgsmålene om ’Hvorfor skulle det ske? Det er ikke retfærdigt, og hvad har vi gjort, siden dette sker for os?’ Min opgave er at fortælle om mulighederne og samtidig hjælpe folk med at tage ordentlig afsked,” siger Ib Lauritsen.

Fælles udgangspunkt

På arbejdet har Ib Lauritsen gået rundt klædt i civil, og han har kun haft et lille skilt med sit navn og titel. Hillerød Hospital har ikke et kirkerum, så samtalerne finder sted på stuerne, på gangen, i kopirummet, i opholdsrummet eller på et lån kontor alt efter, hvor der er plads.

”Mit arbejde består i forkyndelse, undervisning og sjælesorg. Jeg forretter alle de kirkelige handlinger, som en præst gør – det vil sige dåb, altergang, nødvielser og gudstjenester. Kontakten til personalet er umådelig vigtig, så vi bruger meget tid på at opbygge en tæt relation til det øvrige personale,” siger han.

Som hospitalspræst kender man ”lugten i bageriet”, som Ib Lauritsen udtrykker det.

”De kender mig, og vi har et tillidsforhold, som gør, at de kan foreslå fru Hansen, at hun måske kunne have gavn af at snakke med præsten. Vi har et fælles udgangspunkt, som handler om, at vi alle vil hjælpe patienten bedst muligt.”

Næsten alle siger ja

Ib Lauritsen gør det altid klart for patienten, at han hverken læser eller skriver journaler. Hvad der bliver sagt, bliver mellem patienten og ham.

”En samtale kan bevidstgøre patienten om sin situation. Når alt det, der kører rundt i hovedet, bliver sagt højt, får man en øget bevidsthed om, hvad det er, man slås med. Det er ikke sådan, at alt er forandret efter en god snak, men ofte flytter samtalen alligevel noget.”

Der er som nævnt ingen standarder, som gælder for samtalerne mellem patienterne og hospitalspræsten. Men der er en fællesnævner alligevel, og det er, at Ib Lauritsen ofte har lagt sin hånd på patientens hoved og velsignet vedkommende.

”Jeg spørger altid, om patienten ønsker, at jeg lyser velsignelsen over vedkommende. Og næsten alle siger ja. Folk er mere tilbageholdende med bønnen, måske fordi vi er et meget moralsk folkefærd, som stiller enormt høje krav til os selv. Hvis vi henvender os til Gud, så skal vi også tro på det, ellers må vi ikke, tænker vi måske. Så er det jo hykleri. Så er det lettere for de fleste at sige ja til velsignelsen, for der skal man ikke præstere, der får man noget.”

Kræft i familien Hansen

Ib Lauritsen lægger vægt på, at hans og patientens møde ikke er en ”troseksamen”.

Hvis folk i krise føler vrede og afmægtighed, kan de samtidig have en følelse af, at man ikke må gå i rette med Vorherre. Men der kan hospitalspræsten overraske:

”Så kan jeg f.eks. sige, at ’det må du snakke med Vorherre om og giv ham en skideballe, hvis du har behov for det’. Allerede det kan være en hjælp for nogen,” siger Ib Lauritsen.

Ofte møder hospitalspræsten mennesker, der er bragt ud af balance, og hvis liv er kørt af skinnerne på grund af sygdommen.

”Når krisen er der, går kosmos i stykker, og kaos træder i stedet. Min opgave var at være med til at samle kosmos igen,” siger Ib Lauritsen.

Ib Lauritsens pensionering markeres ved en afskedsgudstjeneste i Præstevang Kirke, søndag den 27. januar kl. 10. Efterfølgende er menighedsrådet vært ved en reception, hvor alle er velkomne.

Fakta:

Præster i Den Danske Folkekirke er ansat til at betjene de danske hospitaler. Præster indgår som en naturlig del af det tværfaglige sundhedspersonale til gavn for patienter, pårørende og personale.

Publiceret 23 January 2019 06:00