Temafoto.

Ruteomlægninger og bedre stoppesteder skal få bussen hurtigere frem gennem den tiltagende trafik i blandt andet Hillerød. Arkivfoto

Bus skal hurtigere frem gennem trafikken

Nye tiltag skal sikre, at bus 375R mellem Rungsted og Hillerød kommer hurtigere frem - og skal få flere til at tage bussen

trafik De cirka 1.400 passagerer, som hver dag kører med buslinjen 375R skal komme hurtigere frem mellem Hillerød og Rungsted.

Det mener Region Hovedstaden, som sammen med Movia her i år iværksætter flere nye tiltag, som skal få buslinjen, som kører mellem Rungsted Kyst station og Hillerød station, hurtigere igennem trafikken. Flere og flere oplever nemlig, at de bruger stadigt længere tid i bilkøerne, skriver regionen og Movia i en pressemeddelelse.

"Forbedringerne sender et stærkt signal til vores borgere om, at busnettet er med til at binde hverdagen sammen for mange tusinde passagerer hver eneste dag. Og derfor skal de regionale busser være effektive og attraktive, så kollektiv trafik bliver førstevalg for flere," udtaler Jens Mandrup (SF), formand for Trafikudvalget i Region Hovedstaden, i pressemeddelelsen.

Omlagt rute

Det er 11 nye tiltag, som skal gøre bussen hurtigere. Bussen rute skal lægges om på dele af strækningen, blandt andet på Kongens Vænge i Hillerød, hvor blandt andre ATP holder til. Stoppesteder skal opgraderes flere steder, blandt andet på Ved Skovgærdet i Hillerød. Nogle steder skal bussen have signalprioritering ved lyskrydsene - det skal blandt andet ske ved Nordre Jernbanevej i Hillerød, skriver Movia. Her arbejder Hillerød Kommune allerede på at optimere lyskrydset, skrev Hillerød Posten forleden om. Der skal også være rampe for busser ved Kongens Vænge.

Alt i alt forventer regionen og Movia, at de forskellige tiltag forbedrer rejsetiden med cirka 7-8 minutter fra Rungsted til Hillerød, mens det den anden vej giver en 6-7 minutter kortere rejsetid. Det er en rejsetidsforbedring på 13 til 15 procent.

Parterne forventer samtidig, at flere passagerer vil rejse med Bus 375R. Håbet er, at antallet af passagerer vil stige med cirka otte procent på en hverdag - i så fald vil cirka 45 passagerer flere end før rejse med buslinjen.

Bussen vil også køre mere stabilt og blive bedre til at overholde køreplanen, skriver Movia og regionen.

Glæder sig

"Stigende trængsel i og omkring de store byer kalder på nye fremkommelighedsløsninger, hvis den kollektive transport skal være et attraktivt alternativ til privatbilisme. De nye tiltag for linje 375R kan hjælpe os med at få bussen hurtigere frem, så hverdagen kommer til at hænge bedre sammen for borgerne i området, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet," udtalet Movias plandirektør Per Gellert.

Linje 375R er en del af ”Det strategiske busnet”, som omfatter de vigtigste buslinjer og lokalbaner i Movias område.

Movia har sammen med Region Hovedstaden søgt penge af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens Pulje til investering i kollektiv bustrafik til projektet. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har besluttet at finansiere halvdelen af projektet, som har en samlet omkostning på ca. 10 millioner kroner. Infrastrukturen langs ruten forventes at være færdigbygget i 2022.

Mdt

Publiceret 17 January 2019 06:00