Lars Løkke Rasmussen hilste på en af de indlagte patienter, FlaskePeter. Bagved ses Karina Søholt, som er områdeleder på rehabiliteringsafdelingen. Pressefoto

Lars Løkke Rasmussen hilste på en af de indlagte patienter, FlaskePeter. Bagved ses Karina Søholt, som er områdeleder på rehabiliteringsafdelingen. Pressefoto

'FlaskePeter' mødte Lars Løkke

Statsministeren besøgte i sidste uge Hillerød Kommunes sundhedscenter på Milnersvej forud for den sundhedsreform, som skal lægge flere opgaver ud i kommunale sundhedshuse

politik Statsminister Lars Løkke Rasmussen mødte i torsdags op til en rundvisning i Hillerød Kommunes sundhedscenter på Milnersvej. Her skulle han høre lidt om, hvordan det nære sundhedsvæsen fungerer ude i kommunerne.

Han brugte en times tid i Sundhedscentret, hvor han blev vist rundt af Anette Tzfanya, som er sektionsleder for rehabilitering, Hella Obel, som er afdelingschef for Ældre og Sundhed, Karina Søholt, som er områdeleder på rehabiliteringsafdelingen og Christina Thorholm, formand for kommunens Omsorgsudvalg (Radikale).

Besøgte patienter

I den time, han blev vist rundt, besøgte han de indlagte patienter, blandt andre Peter Loop, også kendt som 'Flaske-Peter'.

Så var de en tur i træningsafdelingen og forbi Hjemmeplejen.

Besøget skal ses i sammenhæng med den sundhedsreform, som Lars Løkke Rasmussen løftede sløret for søndag. Den går ud på, at kommunale sundhedshuse skal sikre 40.000 færre indlæggelser. Flere behandlinger skal foretages i kommunerne, lyder det i regeringens udspil. Ifølge udspillet skal der i 2025 være 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser. Det gælder især for patienter med diabetes, hjertekarsygdomme, muskel-skelet sygdomme, angst, depression og lungesygdommen KOL. De kronisk syge patienter skal i langt højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse landet over, mener regeringen.

Statsministerens besøg i sundhedscentret blev fulgt af et kamerahold. Pressefoto

Statsministerens besøg i sundhedscentret blev fulgt af et kamerahold. Pressefoto

"Hvis vi ikke får kommunerne ind sammen med almen praksis til at løse hele opgaven med ældre medicinske patienter og kronikere, så kommer læsset til at vælte. Og så vil de fremskridt, vi har lavet, blive til tilbageskridt. Det, der ikke er svært, skal være nært," forklarede Lars Løkke Rasmussen til DR søndag.

Regeringen vil med sundhedsreformen styrke kommunerne med både mandskab og økonomi, så de kan hjemtage flere opgaver fra sygehusene. Men hvor mange penge, kommunerne skal styrkes med, vil først fremgå, når regeringen inden for kort tid præsenterer udspillet.

For lidt plads

Hillerød Kommunes sundhedscenter blev indviet i 2016, og allerede dengang var der for lidt plads i centret til de mange opgaver og patienter. Det er tidligere kommet frem, at det vil koste kommunen 90 millioner kroner at udbygge centret til den nødvendige kapacitet. Pengene er dog ikke fundet på budgettet endnu.

Hella Obel, afdelingschef for Ældre og Sundhed, var en af dem, der viste statsministeren rundt. Pressefoto

Hella Obel, afdelingschef for Ældre og Sundhed, var en af dem, der viste statsministeren rundt. Pressefoto

Lars Løkke Rasmussen blev under sit besøg i Hillerød fulgt af et kamerahold fra DR. Hillerød Posten måtte på grund af en aftale mellem statsministeriet og DR ikke bringe noget om statsministerens besøg i Hillerød før tidligst søndag.

Mdt

Publiceret 15 January 2019 16:00