Idrætspris: Nicolaj kåret til årets træner

Nicolaj Raagaard Sørensen fra FIF Hillerød Atletik vandt fredag året trænerpris

Af
Mette Dolmer Thygesen

prisuddeling Hillerød Kommunes Trænerpris gik fredag til Nicolaj Raagaard Sørensen fra FIF Hillerød Atletik, hvor han både er træner og formand.

Nicolaj Raagaard Sørensen, som siden 2013 har trænet mange unge FIF-talenter til fine resultater, har selv opnået mange resultater både i individuelle konkurrencer og som deltager på klubbens atletikhold, som ungdom, senior og nu som Master.

Borgmester Kirsten Jensen med de tre prisvindere: Nicolaj Raagard fra FIF, Pia Toelhøj fra HGI Bordtennis og Steen Sørensen fra bokseklubben Hillerød Sports Klub. Pressefoto

Borgmester Kirsten Jensen med de tre prisvindere: Nicolaj Raagard fra FIF, Pia Toelhøj fra HGI Bordtennis og Steen Sørensen fra bokseklubben Hillerød Sports Klub. Pressefoto

Han deltog blandt andet på det danske atletiklandshold i 1999 i Kroatien, hvor han løb første tur på 4 x 400 meter stafet og skiftede depechen til Wilson Keepketer. I 2000 var han med atletiklandsholdet i Oslo.

"Wilson Keepketer havde fået en skade, hvilket blev en chance for Nicolaj til at prøve kræfter på 800 meter mod den olympiske mester og rekordholder Vebjørn Rodal. Nicolaj måtte dog bide i græsset og se sig slået, helt ud, og stadig der, liggende pustende og hivende efter vejret fik Nicolaj et skulderklap af Vebjørn, der venligt spørgende på klingende norsk spurgte: 'er du sliten?'," fortalte Jørgen Nielsen, formand for Hillerød Samvirkende Idrætsforeninger, som overrakte prisen til Nicolaj Raagaard Sørensen i fredags.

Hjælpe ungdommen

I årene 1999-2004 kæmpede Nicolaj Raagaard Sørensen sig til flere fine DM placeringer både indendørs og udendørs på distancerne 400 meter og 800 meter. I sin tid som aktiv atletikudøver har Nicolaj suget viden og erfaring til sig fra klubbens forskellige trænere. Det er dog gennem træningen under klubbens succestræner Klemens Wawrzniak, at han har fået sin største erfaring, sagde Jørgen Nielsen.

"Denne erfaring, suppleret med viden fra kurser, atletikseminarer og selvstudier, har givet Nikolaj lysten til at hjælpe klubbens ungdom til gode træningspas, fine resultater, og et godt sammenhold. For Nicolaj er frivillig, allround træner for FIF Hillerød Atletiks ungdom med speciale inden for mellem og langdistanceløb. Det omfatter f.eks. meget dygtige løbere som Axel Vang Christensen, men der er også Markus, der som 14-årig blev vinder af 10 km-løbet ved året 2018 udgave af Skovmaren i St. Dyrehave. Og så er der Emil, Elias, Ellinor og mange flere," sagde han.

Træner i FIF Nicolaj Raagaard Sørensen vandt fredag årets Trænerpris i Hillerød Kommune. Her ses han med Axel Vang Christensen og Martin Egebjerg Olesen. Arkivfoto: Privat

Træner i FIF Nicolaj Raagaard Sørensen vandt fredag årets Trænerpris i Hillerød Kommune. Her ses han med Axel Vang Christensen og Martin Egebjerg Olesen. Arkivfoto: Privat

Nikolaj har stor interesse for atletik og er gerne med på sidelinjen, når der sker noget. Og længe inden selve løbet er der lavet både træningsprogram og taktik for selve løbet. Og hvis der overhovedet er tid hertil, er Nikolaj i mange tilfælde med på sidelinjen og har ”on line” forbindelse til sine løbere.

"Så Nikolajs erfaring og virkefelt er stort, og rigtig mange har draget nytte af hans erfaring og virke som træner," sagde han.

Nicolaj Raagaard Sørensen er cand.merc.aud. fra CBS Copenhagen Business School og har de seneste 12 år været Finansiel Manager hos Maersk Drilling.

Hillerød Kommunes Trænerpris er stiftet af Fritids- og Kulturudvalget i 2002. Prisen tildeles én gang årligt en person, der har ydet en særlig indsats som træner i en idrætsforening i Hillerød Kommune.

Publiceret 14 January 2019 17:00