Anne, Sanne & Lis spiller på Posen i Hillerød den 23. august - og der er kun ganske få billetter tilbage, lyder det fra arrangørerne. Pressefoto

Anne, Sanne & Lis spiller på Posen i Hillerød den 23. august - og der er kun ganske få billetter tilbage, lyder det fra arrangørerne. Pressefoto

Arrangører: "Meget få billetter tilbage til Anne, Sanne og Lis"

Af
Martin Warming

OPDATERET TORSDAG DEN 3. JANUAR KLOKKEN 7.50: Arrangørerne oplyser i en mail til Hillerød Posten, at koncerten med Anne, Sanne & Lis nu er udsolgt. Der er stadig billetter tilbage til Mads Langer-koncerten

Du skal skynde dig lidt, hvis du vil sikre dig billetter til sommerens koncerter med henholdsvis Mads Langer og Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen på Posen.

I midten af december offentliggjorde Klaverfabrikken og KlubFrivillig to store sommerkoncerter i Hillerød. Den 22. august kan man opleve Mads Langer, og den 23. august går Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen på scenen sammen.

Begge koncerter afholdes på Posen, og nu kan Klaverfabrikken & KlubFrivillig melde, at mere end to tredjedele af billetterne allerede er solgt. Der er meget få billetter tilbage til Anne, Sanne & Lis - så det er altså nu man skal rykke, hvis man vil opleve de tre danske musikkoryfæer, slå sig løs ved Frederiksborg Slotssø på Posen i august, lyder det fra arrangørerne.

“Det er altid med stor spænding, når man offentliggører navne i den kaliber. Det er så skønt at mærke den store interesse for begge koncerter. Det forpligter naturligvis, og arbejdet er allerede i fuld gang med at sikre at alle - både musikere, publikum og frivillige - får nogle fantastiske rammer, så vi alle får nogle gode uforglemmelige oplevelser og minder med hjem fra Hillerød de to dage," skriver Klaverfabrikken og KlubFrivillig i en pressemeddelelse.

Mads Langer giver koncert på Posen den 22. august. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Mads Langer giver koncert på Posen den 22. august. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

De to koncertdage byder på flere koncertnavne, som dog først bliver offentliggjort i løbet af foråret. Til hver koncert vil der blandt andet være en ung lokal singer/songwriter, som starter koncerterne for de cirka 5.000 gæster, der forventes at løse billet til koncerterne henover de to dage.

“Det er vigtigt for os, at publikum både får en god oplevelse med den musik, de kender, en oplevelse med musik, de ikke kender endnu, samt et lokal islæt, som kan vise, hvor høj kunstnerisk kvalitet der er i det lokale musikmiljø. De forskellige artister vil være med til at gøre det til nogle helt særlige aftener for publikum, som selvfølgelig har de største forventniger til hovednavnene, sådan som det skal være," skriver arrangørerne i pressemeddelelsen.

Billetterne er i salg på www.klaverfabrikken.dk, og det forventes, at der er udsolgt til Anne, Sanne & Lis i løbet af få dage.

Publiceret 02 January 2019 08:10