Anders Blichfeldt kunne forleden overrække 135.977 kroner til henholdsvis Hillerød Håndbold og Nordsjælland Håndbold. Foto: Jan F. Stephan

Anders Blichfeldt kunne forleden overrække 135.977 kroner til henholdsvis Hillerød Håndbold og Nordsjælland Håndbold. Foto: Jan F. Stephan

Rekordoverskud fra Big Fat Snakes afskedskoncert

Hillerød Håndbold og Nordsjælland Håndbold får hver godt 135.000 kr., som er overskuddet fra J-dags koncerten med Big Fat Snake

Af
Anne Lønstrup

rekordoverskud ”Vi er superglade og evigt taknemmelige over for arrangørgruppen og ikke mindst over for Anders Blichfeldt og Big Fat Snake,” siger formand for Hillerød Håndbold, Kenneth Nielsen.

Han taler om det rekordstore overskud på knap 272.000 kr., som Hillerød Håndbold og Nordsjællands Håndbold kan dele efter J-dags koncerten med Big Fat Snake.

”Det havde jo ikke kunnet lade sig gøre at skabe det store overskud uden Big Fat Snake og så selvfølgelig alle de frivillige fra Nordsjællands Håndbold og Hillerød Håndbold, som gør en kæmpe indsats og har gjort det igennem flere år. Det er jo bare blevet bedre og bedre, som årene er gået,” siger Kenneth Nielsen.

Han sammenligner koncerten med en byfest.

”Jeg ved, at mange virksomheder benytter koncerten til at holde julefrokost. Men i det hele taget er det blevet et arrangement, hvor folk fra byen møder hinanden. Selv havde jeg fornøjelsen af at servere og stå i baren til koncerten, og som gammel Hillerøddreng møder jeg folk fra skolen og fra gymnasiet og får en snak om gamle dage. Det er rigtig hyggeligt. At der så oven i købet falder en så stor gave af til håndbolden, det er jo bare fantastisk.”

Der er ingen tvivl om, at pengene luner godt i klubkassen. Foto: Jan F. Stephan

Der er ingen tvivl om, at pengene luner godt i klubkassen. Foto: Jan F. Stephan

Afsked med Big Fat Snake

I år var der det særlige perspektiv på koncerten, at Big Fat Snakes var på afskedsturné.

”Det er på en måde lidt vemodigt, at denne koncert var den sidste med Big Fat Snake. Men jeg ved, at der er gode kræfter i arrangørgruppen, som forsøger at komme op med et arrangement næste år, som kan være en erstatning for Big Fat Snake, selv om det bliver svært og en kæmpe udfordring. I hvert fald må vi prøve at bevare byfesten, så må vi se, om der også kan komme et overskud ud af det,” siger Kenneth Nielsen.

Som forsanger i Big Fat Snake var også Anders Blichfeldt bevidst om, at årets J-dags koncert i Hillerød markerede et endepunkt.

”Ja, det var sidste gang for Big Fat Snake, og det har jo været superfedt at være en del af det arrangement, siden vi gav den første koncert for 12 år siden. For mig betyder det meget at kunne give noget lokalt. At koncerten i år så gav det største overskud nogensinde, det skyldes nok en kombination af, at folk kender arrangementet, og at koncerten var en del af vores afskedsturné. Jeg synes, det gav en særlig stemning til koncerten, men det har der været på hele vores afskedsturne, hvor vi spillede 19 koncerter,” siger Anders Blichfeldt.

Pengene går til ungdomshold

Det store overskud, som blev spillet hjem til håndbolden, falder ifølge Kenneth Nielsen på et tørt sted:

”Frem for alt går pengene til udvikling af ungdomsholdenes trænere og tiltrækning af spillere. Der skal også indkøbes materialer i form af veste og toppe, som øvelserne foregår omkring. Styrkecentret skal vedligeholdes, og så koster det at sende trænerne på kursus, så vi kan fastholde et højt niveau,” slutter en glad Kenneth Nielsen.

Publiceret 01 January 2019 11:00