"Det nye ventilationsanlæg, vi har installeret, er mere støjsvagt end det tidligere og overholder alle krav fra kommunen i forhold til støj med mere," lyder det nu fra Lidl. Foto: Anne Lønstrup

Lidl beklager manglende information om stort ventilationsanlæg

Supermarkedskæden Lidl beklager over for beboerne i Centervænget, at de ikke er blevet informeret godt nok om opsætningen af det omdiskuterede ventilationsanlæg, som beboerne er utilfredse med

Af
Anne Lønstrup

Beklagelse Beboerne på Centervænget i Hillerød har i flere omgange kritiseret supermarkedskæden Lidl for at have sat et stort ventilationsanlæg op på væggen ind mod Centervænget. De mener, at anlægget vil larme. De har også undret sig også over, at Lidl har været så tilbageholdende med at informere om ombygningsprojektet.

Før jul mødtes Lidls ejendomsudvikler i Hillerød, Kristian Pedersen, med grundejerforeningen. Her beklagede han, hvis Lidl ikke havde været gode nok til at informere alle tilstrækkeligt.

Ifølge Kristian Pedersen blev det på mødet aftalt, at bibeholde den nuværende placering af ventilations- og køleanlægget og at tilpasse farven på anlægget til en mørkegrå farve, så det passer til taget. Derudover vil der også komme ny beplantning, lover Lidl.

Ny beplantning

”I forbindelse med etableringen af ventilations- og køleanlægget var det desværre nødvendigt at tilpasse beplantningen, hvilket vi beklager. Vi har allerede sået græs på dette område og aftalt, at der i januar kommer en gartner med konkrete forslag til en ny bevoksning, som beboerforeningen kan bestemme sig for,” skriver Kristian Pedersen i sit referat fra mødet.

Han tilføjer, at det nye ventilationsanlæg er mere støjsvagt end det anlæg, som den tidligere købmand havde.

”Det nye ventilationsanlæg, vi har installeret, er mere støjsvagt end det tidligere og overholder alle krav fra kommunen i forhold til støj med mere”.

Beboer afventer kommunens svar

Bent Jensen, der var den første til at klage over ventilations- og køleanlægget, mener imidlertid, at sagen om anlægget ikke er landet endnu.

”Selv om repræsentanterne for beboerne på mødet har sagt, at de ikke ville have noget imod, at anlægget blev malet, så forudsætter det stadig, at ventilationsanlægget er godkendt af kommunen. Anlægget er ikke en del af kommunens godkendelse indtil videre, og spørgsmålet om støj er ikke afklaret endnu. For mig er støj et større problem end synet af det store anlæg på muren ind mod Centervænget,” siger han.

Publiceret 01 January 2019 13:00