Kronprinsparret og deres fire børn mødte alle op i maj til åbningen af udstillingen i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag på Frederiksborg Slot. Pressefoto

Kronprinsparret og deres fire børn mødte alle op i maj til åbningen af udstillingen i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag på Frederiksborg Slot. Pressefoto

Besøgsrekord: Flere end nogensinde besøgte Frederiksborg Slot i 2018

Gæst nummer 288.624 i 2018 trådte forleden hen til billetskranken på slottet. Dermed er besøgsrekorden fra 2015 slået

Af
Mette Dolmer Thygesen

rekord Lørdag den 22. december trådte gæst nummer 288.624 ind ad døren på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og satte dermed besøgsrekord på museet.

"Vi er alle er meget glade. Vi synes, det er en stor ting, at så mange gæster vil komme og se de ting, vi laver, og se museet," siger museumsdirektør Mette Skougaard til Hillerød Posten.

Kronprinsbesøg to gange

Aldrig før har museet altså haft så mange besøgende i løbet af ét år. Det er især udstillingen i anledning af kronprins Frederiks 50 års fødselsdag, som tiltræk mange gæster. Udstillingen, som kan ses frem til 31. december, fortæller om hans tilværelse og pligter og viser blandt andet dragter og taffelopdækning fra hans og kronprinsesse Marys bryllup.

Kronprinsen mødte selv i maj op med både kronprinsessen og deres fire børn for at afsløre den australske kunstner Ralph Heimans nye portræt, og i november var han igen forbi museet for at åbne udstillingen med Kasper Eistrups værker. Her blev også afsløret et nyt portræt af kronprinsen. Den udstilling vises frem til 3. marts.

Både Margrethe Vestager og Bjarke Ingells mødte op, da fotograf Søren Solkærs nye portrætter af dem blev afsløret. Pressefoto

Både Margrethe Vestager og Bjarke Ingells mødte op, da fotograf Søren Solkærs nye portrætter af dem blev afsløret. Pressefoto

Her i december har slottet også haft en udstilling med DR's julekalendre gennem tiden. Den kan man også lige nå at se, da den lukker efter 31. december.

"Vi har haft et meget bredt og varieret program i løbet af året, men det helt store trækplaster var udstillingen i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag. Men også DR's julekalendre tiltrækker mange her i december, og vi har lånt en udstilling med fantastiske fotografier fra Smithsonian i Washington. Det er fotografen Herman Leonards portrætter af store jazzkorifæer. Og så har vi også haft både kinesisk portrætkunst og broderier udstillet. Så vi har fået stor, positiv opmærksomhed i løbet af hele året," siger Mette Skougaard.

Gæster fra Kina

Frederiksborg Slot tiltrækker både danske og udenlandske gæster, og mange er fra Kina, fortæller Mette Skougaard. Museet gør også meget ud af deres samarbejde med Prins Gongs Paladsmuseum, og det har betydet, at Frederiksborgmuseet har kunnet vise blandt andet de to særlige udstillinger med kinesisk broderi og portrætkunst.

"Næste år har vi to udstillinger i Kina, og det er med til at sætte os på landkortet. Så hvis man skulle få lyst til at rejse til Danmark - så kunne man også få lyst til at besøge Hillerød og Frederiksborg Slot," siger museumsdirektøren.

Solkær, modermærker og reformation

Frederiksborg Slot har i 2018 udstillet fotografen Linda Hansens billeder af en række personer med særlige modermærker i ansigtet. Også Søren Solkærs portrætter igennem de sidste 25 år af fremtrædende personer fra den globale offentlighed har man kunnet se på slottet. Her blev afsløret nye portrætter af politikeren Margrethe Vestager og arkitekten Bjarke Ingels.

I foråret udstillede slottet fotografen Lee Millers fotos fra befrielsen i Danmark i maj 1945. Desuden har slottet blandt andet udstillet kunstneren Agnete Brinchs portrætter i serien 'Kvinder der forandrer verden', hvor hun fortolker en række nulevende og afdøde kvinder, heriblandt berømte forfatterinder, billedkunstnere, og religiøse personligheder. Da gæstede Margrethe Vestager også slottet.

Den seneste besøgsrekord blev sat i 2015, hvor 288.623 gæster besøgte museet. Dengang var der særligt en udstilling med dronningens kjoler, som tiltræk mange gæster. Før det stammede besøgsrekorden tilbage fra 1972.

Portrætter i 2019

Om besøgstallet slår nye rekorder i 2019, vil kun tiden vise:

"Jeg tør slet ikke håbe på, at vi opnår det samme. For det er altid noget særligt, når vi markerer en kongelig fødselsdag eller et jubilæum på den måde, som vi gjorde i år," siger Mette Skougaard.

Gæst nummer 288.624 modtog blandt andet en bog om Frederiksborg Slot og museum, chokolade og et årskort til museet. Han fik overrakt gaverne af museumsdirektør Mette Skougaard. Pressefoto

Gæst nummer 288.624 modtog blandt andet en bog om Frederiksborg Slot og museum, chokolade og et årskort til museet. Han fik overrakt gaverne af museumsdirektør Mette Skougaard. Pressefoto

Men næste år byder blandt andet på den store portrætkonkurrence 'Portræt Nu!', som afholdes hvert andet år på slottet - og som i år også byder på østeuropæiske kunstnere. Derudover er der blandt andet arrangementet Garden of Light i februar, og Dannebrogs 800 års fødselsdag markeres på Valdemars Dag 15. juni.

Frederiksborg Slot har holdt åbent hver dag siden 22. december, så endnu flere gæster er kommet på rekord-listen, og først når 2018 rinder ud, vil det altså stå klart, hvad det præcise besøgsantal i 2018 bliver.

Publiceret 27 December 2018 17:00