I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost, men du kan natur-ligvis også selv aflevere juletræet på genbrugspladsen. Foto: iStock

I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost, men du kan natur-ligvis også selv aflevere juletræet på genbrugspladsen. Foto: iStock Getty Images

Hvad gør du med juletræet efter jul?

Du behøver ikke kassere juletræet, når juletræspynten er pillet ned efter jul. Her kan du få gode ideer til, hvordan du kan genbruge dit juletræ

Af
Rikke Berg

Bolius Boligejernes Videncenter

Jul Juletræet kan gøre meget godt, også når juletræspynten er pillet ned efter jul. Udnyt både grene og stamme udenfor såvel som indenfor. Her er nogle idéer til, hvordan du kan genbruge juletræet.

Et gammelt juletræ kan du bruge til at beskytte dine roser med. Fra januar til april kan temperaturen nå helt op på +20 grader på sydsiden, når solen skinner. Og står solen lige ned på dine rosenplanter, stiger planternes for-dampning. Er jorden samtidig bundfrossen i rodzonen, kan rosenplanterne ikke erstatte det fordampede vand med nyt, og de tørrer ud og dør.

For at beskytte roserne mod vintersolen, kan du klippe grenene af dit juletræ og stikke dem ned i jorden foran rosenplanterne, som skygge. Husk også, at podningsstedet på rosenplanterne helst skal være dækket af fem til ti centimeter jord eller kompost. Hvis podningsstedet udtørrer, dør hele planten.

Grangrene er til gengæld ikke særlig effektive som beskyttelse mod frost for eksempel i forbindelse med sarte stauder. Her er det bedre at dække stauderne med et tykt lag blade med et tyndt jordlag over for at forhindre bladene i at flyve væk.

Brug juletræ som brænde

Grantræ er udmærket brænde trods myter om det modsatte. Sav stammen i passende stykker og lad træet tørre mindst en sæson og helst hen over de tidlige forårsmåneder, da brændet tørrer mest her.

Klatregrene til ærterne

Gem grangrenene til sommer og brug dem som klatregrene for dine ærter i køkkenhaven. Her kan du også bruge grene fra vinterbeskæringen af dine løvfældende buske.

Kværn juletræet til flis

Med en flishakker kan du lave flis af dit juletræ. Juletræsflis er godt som topdressing i surbundsbede med for eksempel rhododendron. Granflis er længe om at blive nedbrudt og har dermed en længere virkning end en topdressing med løvblade.

Få juletræet afhentet

I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost. Tjek din kommunes hjemmeside for info. Du kan naturligvis også selv aflevere juletræet på gen-brugspladsen.

Plant træet ud i haven

Du kan bruge et grantræ fra din have til juletræ igen og igen, hvis du tager de rigtige forholdsregler i forhold til at rodstikke træet, grave op og plante ud igen efter jul.

Hold øje

Det er kun din fantasi, der sætter grænser for, hvordan du kan genbruge juletræet efter jul, og der er også mange, der vil hjælpe din fantasi på vej. Hold derfor øje med institutioner, landmænd, dyreparker og lignende, der kan bruge dit juletræ som legetøj eller foder til dyr.

Publiceret 26 December 2018 16:00