Hillerød Kunstdage får unik Salvador Dali-udstilling

Op mod 200 af Salvador Dalis værker bliver udstillet i FrederiksborgCentret under Hillerød Kunstdage til marts

Af
Martin Warming

kunst Hillerød Kunstdage, der bliver afholdt rundt omkring i hele Hillerød i dagene fra den 29. til 31. marts 2019, får en særudstilling med flere hundrede Salvador Dali-værker i FrederiksborgCentret.

Det afslørede FrederiksborgCentrets direktør Carsten Larsen på et pressemøde mandag eftermiddag - og han betegner særudstillingen som lidt af et scoop.

"Det bliver rigtig, rigtig spændende. Flere af værkerne har aldrig været udstillet før, og det er vi selvfølgelig både glade for og stolte over, at vi nu får mulighed for," siger Carsten Larsen.

Det er Salvador Dali-ekspert Peter Olufsen, der har én af Europas største samlinger af Salvador Dali-værker, der stiller op mod 200 værker til rådighed for særudstillingen i FrederiksborgCentret.

Peter Olufsen har skrevet bogen 'Grafikeren Salvador Dali', der er den første bog på dansk om den store surrealistiske kunstner, der døde i 1989.

"Der er en underspillet humor i Salvador Dalis billeder, som passer meget godt med mit livssyn. Og så kan jeg godt lide tanken om, at man ser noget og så gengiver det fuldstændig fotografisk men alligevel totalt manipuleret. Der er noget satire og bid i hans billeder, som jeg rigtig godt kan lide," fortæller Peter Olufsen, der også var med på pressemødet i FrederiksborgCentret mandag eftermiddag.

Og man behøver slet ikke at være kunstekspert for at få noget ud af Salvador Sali-udstillingen, fortæller han.

"Det behøver man overhovedet ikke at være. Det er jo det, der er det skønne ved kunst," siger Peter Olufsen.

Værker kan købes

Det vil være muligt at købe nogle af de udstillede værker på særudstillingen, der arrangeres i samarbejde med Gallerie Rasmus, der ejes af Peter Rasmus Lind

"Vi (Peter Olufsen og Peter Rasmus Lind, red.) er begge to nogle skrækkelige legebørn. Vi kan bare godt lide at lave projekter - ligesom børn, der leger med brandbiler - og vi gør simpelthen bare det her, fordi vi synes, det kunne være sjovt," lyder det fra Peter Olufsen.

Peter Olufsen vil selv være til stede under udstillingen, hvor han vil øse ud af sin store viden om Salvador Dali og hans værker.

På udstillingen vises blandt andet signerede prøvetryk fra Salvador Dalís foretrukne grafikværksted J.J. Rigal i Paris samt en række grafiske blade, der stammer fra enken Denise Rigals private samling, der er blevet bragt til Danmark af Peter Olufsen.

Hillerød Kunstdage har FrederiksborgCentret som omdrejningspunkt med en kunstmesse med flere end 100 udstillere med 2.000 værker, særudstillinger og Den Censurerede Forårsudstilling med prisuddeling og publikumskonkurrence.

Rundt om i Hillerød bidrager gallerier, museer og udstillingssteder med særudstillinger, festlige ferniseringer og workshops. Der er mulighed for at møde kunstnere og komme på særomvisninger.

Hillerød Kunstdage er blevet et særdeles populært arrangement, som flere end 10.000 mennesker lægger vejen forbi.

Publiceret 12 December 2018 09:21