Claus Møller er stille sovet ind i sit hjem i Hillerød uden forudgående sygdom. Han blev 76 år. Arkivfoto: Privat

Claus Møller er stille sovet ind i sit hjem i Hillerød uden forudgående sygdom. Han blev 76 år. Arkivfoto: Privat

Nekrolog: Grundlæggeren af Time Manager Claus Møller er død

Af
af Waldemar Schmidt

Mindeord om Claus Møller, grundlægger af Time Manager, forfatter og global Management Guru.

Claus Møller er stille sovet ind i sit hjem i Hillerød uden forudgående sygdom. Han blev 76 år.

Claus Møller (født 12/7 1942 i Sønderborg – 6/12 2018) blev student fra Ålborghus Gymnasium og Cand. Merc. fra CBS. Som 30-årig blev han global marketingdirektør i ISS koncernen. Han forlod efter nogle år ISS for at etablere Time Manager International, der hurtigt udviklede sig til en global og meget succesrig virksomhed. Claus Møller udviklede i meget tæt samarbejde med sin svenske frue, psykologen Viveca, Time Manager planlægningsværktøjet. Dette opnåede global Yuppie status, og derfra blev det til en global kursus- og konsulentvirksomhed. På et tidspunkt var TMI den største Human Resource kursus/konsulentvirksomhed i Europa og var repræsenteret i mere end 40 lande.

Forretningsideen byggede på behovet for at planlægge for at kunne nå sine målsætninger. Senere blev koncepterne udvidet, først til service med konceptet "Putting People First" og senere med en bred vifte af viden om alle aspekter af ledelse af mennesker såsom "The Human Side of Quality", "Employeeship", "A Complaint is a Gift" og udvikling af førende viden om følelsesmæssig intelligens. Blandt kunderne var SAS, British Airways, Group4, American Express, FIAT, og den Europæiske Kommission. TMI opnåede international anerkendelse fra mange sider og Claus Møller blev anerkendt som en Global Management Guru, hvilket førte til at Claus Møller ofte optrådte på TV i Danmark og mange andre lande, mens han rådgav regeringer rundt omkring i verden.

I 2004 solgte Claus og Viveca Møller deres virksomhed. Claus Møller slog sig derefter op som individuel ledelsesekspert for små og mellemstore virksomheder, specielt med Practical Leadership kurset. Også her var ledetråden "Putting People First". Undervisningen foregik hos kunderne og på ’Les 4 Moulins’ (de 4 Møller), familiens charmerende ejendom i Cotignac i Provence. Mange kursusdeltagere kan se tilbage på et fantastisk lærerigt ophold med Claus og Viveca Møller som inspiratorer og værter.

Claus Møller har skrevet en lang række bøger; heriblandt Putting People First, Mit Livstræ, Personal Quality, Reaching for the Stars, A Complaint is a Gift (global ledelses bestseller) og Heart Work (Tag hjertet med på arbejde). De blev oversat til mere end 30 sprog og har solgt mange millioner eksemplarer.

Claus Møller fandt også tid til at nyde livet med sin nærmeste familie og store vennekreds.

Foruden sin hustru Viveca overleves Claus Møller af to børn, svigerbørn og tre børnebørn.

Æret være hans minde!

Publiceret 10 December 2018 13:00