Lidl på Centervænget slog dørene op torsdag morgen klokken 8. Foto: Martin Warming

Lidl på Centervænget slog dørene op torsdag morgen klokken 8. Foto: Martin Warming

Så har Hillerød fået en Lidl

Køen foran Lidl var lang, da den tyske discountkæde åbnede sin nye - og første - butik i Hillerød torsdag morgen

Af
Martin Warming

Der er vist ingen tvivl om, at borgerne i specielt østbyen har glædet sig til, at Lidl skulle åbne i Hillerød.

Køen foran Lidl var i hvert fald meget, meget lang, da den tyske discount-kæde slog dørene op på Centervænget torsdag morgen.

Borgerne i østbyen har ikke haft mulighed for at handle dagligvarer i nærområdet, siden købmand Palle Nedergaard lukkede sin SPAR-butik kort før jul sidste år. Men det har de altså nu.

"I (Lidl, red.) har været længe ventet og savnet. Ikke kun som butik men også som et sted, hvor man kan mødes. Hvor man lige møder naboen og får en snak over disken. Det er noget af en arv, I overtager. For den tidligere købmand var meget engageret i området her," sagde borgmester Kirsten Jensen, inden hun klippede snoren til den nye butik sammen med butikschef René Gaarden.

"Én ting kan jeg garantere: I får loyale kunder, der gerne vil en lokal butik og gerne støtter og handler lokalt. Beboerne her – blandt andet alle I, der står her nu - har alle dage vist, at de gerne vil støtte en lokal butik, så jeg tør næsten godt garantere at I bliver en succes og hurtigt får en trofast kundegruppe," lød det fra borgmesteren.

Butikschef René Gaarden glæder sig til at komme i gang og få hilst på kunderne. Foto: Martin Warming

Butikschef René Gaarden glæder sig til at komme i gang og få hilst på kunderne. Foto: Martin Warming

Det bliver butikschef René Gaarden, der skal stå for den dagligt drift, og han glæder sig til at komme i gang og få hilst på kunderne.

"Det er helt fantastisk at se, hvor mange mennesker, der er mødt op til vores åbning her i dag. Det overgår vores vildeste forventninger," sagde René Gaarden til Hillerød Posten kort efter, at den røde snor var blevet klippet, og de mange forventningsfulde kunder myldrede ind i butikken.

"Det her skal være en butik, der rækker ud efter nærmiljøet inden for de koncepter, vi har. En del af mine medarbejdere kommer selv fra nærområdet, og de kender mange af borgerne og kunderne i forvejen. Det her er ikke kun en Lidl for østbyen, det er en Lidl for hele Hillerød og omegn, men i første omgang er vi her for østbyen," sagde René Gaarden.

Lidls nye butik i Hillerød er Lidl-butik nummer 117 i Danmark.

Butiksåbningen bliver selvfølgelig fejret resten af dagen, og i morgen fredag den 7. december vil der være smagsprøver i butikken, og på lørdag er der familiedag fra klokken 10-14, hvor der er sjove aktiviteter for børnene med ansigtsmaling, gode idéer til madpakken og skattejagt.

Lidls butik i Hillerød er Lidl-butik nummer 117 i Danmark. Foto: Martin Warming

Lidls butik i Hillerød er Lidl-butik nummer 117 i Danmark. Foto: Martin Warming

Køen til den nye butik var meget lang torsdag morgen. Foto: Martin Warming

Køen til den nye butik var meget lang torsdag morgen. Foto: Martin Warming

Publiceret 06 December 2018 10:00

SENESTE TV