Peter Kuhlman kommer til at savne den daglige kontakt med eleverne, siger han. Foto: Jan F. Stephan

Peter Kuhlman kommer til at savne den daglige kontakt med eleverne, siger han. Foto: Jan F. Stephan

Rektor takker af efter 28 år

Peter Kuhlman kalder rektor- og lærergerningen for det mest meningsfulde, man kan foretage sig. Men tiden er inde til pensionen, hvis han skal nå at få sit fjumreår

Af
Anne Lønstrup

Afsked ”Jeg er født i Nordvest af en enlig mor med to sønner. Mor arvede lidt efter sin far, så hun lige kunne skubbe os i gang med en uddannelse. Der var ikke noget, der hed SU dengang, så jeg gik direkte fra gymnasiet, gennem universitetsstudiet og ud på arbejdsmarkedet, så jeg kunne hjælpe min mor den anden vej. Når unge i dag tager sig et sabbatår, hvor de måske arbejder og tager ud at rejse, må jeg sige, at det år har jeg aldrig haft,” siger Peter Kuhlman.

Han fyldte 70 år i marts og forlader sit job som rektor på Frederiksborg Gymnasium og HF pr. 1. januar 2019. Beslutningen om at gå på pension blev taget for to år siden, og 5. december holder han afskedsreception.

Peter Kuhlman har ikke lagt planer for, hvad der skal ske fremover. Jo, han skal være censor på universitetet i januar, men ellers er kalenderen blank.

”Jeg tror, det er meget rart, ikke at have nogen planer. Nu skal jeg lige puste ud efter 46 år på arbejdsmarkedet og finde ud af, hvad jeg skal bruge resten af mit liv til,” siger han.

Peter Kuhlman fyldte 70 år i marts og forlader sit job som rektor på Frederiksborg Gymnasium og HF pr. 1. januar 2019. Foto: Jan F. Stephan

Peter Kuhlman fyldte 70 år i marts og forlader sit job som rektor på Frederiksborg Gymnasium og HF pr. 1. januar 2019. Foto: Jan F. Stephan

Priser eleverne

Peter Kuhlman tiltrådte som rektor for det, der dengang hed Frederiksborg Amtsgymnasium, i 1990. Han kom til gymnasiet fra et ministerium.

”Jeg havde siddet som fagkonsulent i undervisningsministeriet fra 1982-90, og jeg begyndte at synes, at det var lidt kedeligt i det lille kontor. Så jeg ville gerne prøve noget andet. Men jeg tror ikke, at jeg tænkte, at rektorjobbet ville blive for resten af mit arbejdsliv,” siger han.

Han husker det som ”lidt skræmmende” første gang, han stod på en talerstol foran 800 elever.

”Det krævede lidt træning, men i dag tror jeg, at jeg er ret god til det. Man skal udtrykke sig i one-linere, så er det lettest at få opmærksomhed.”

Gymnasiet er i Peter Kuhlmans tid vokset fra 800 elever til 1.350. Det blev i 2006 en selvejende institution og har siden bygget ud, men Peter Kuhlman tæller ikke sine bedrifter i antallet af elever eller mursten:

”Jobbets kvalitet kommer ikke an på størrelsen. Det afgørende er, at vi har de sødeste og dejligste elever her på stedet, og at vi har dygtige lærere. Hvis der er noget, jeg vil vide, behøver jeg ikke at slå op i et leksikon, jeg spørger bare på lærerværelset.”

En rummelig skole

Den daglige kontakt med eleverne kommer Peter Kuhlman til at savne.

”Hver dag går jeg rundt på gangene og siger ’Hej og Godmorgen!’ Hvis der sidder nogen elever og laver gruppearbejde, går jeg hen til dem og spørger ’Er I nu på Facebook igen?’. ’Nej, vi laver fransk,’ svarer de så. Jeg går også med til festerne. Det er ikke sjovt, når diskoteksmusikken runger, men det er godt som leder, at man også er til stede der og kan hjælpe, hvis der bliver brug for at ringe efter en forælder.”

Morgensamlingerne er et andet højdepunkt. Den morgen, Peter Kuhlman taler med Hillerødposten har hele skolen sunget ’White Christmas’ i kor, og generelt er eleverne aktive til at lave klubber med sjove formål, underholdning og musikindslag på morgensamlingen.

Til den mere alvorlige side har han som hovedansvarlig for en årgang – i år er det alle 2. g’erne – forpligtelsen til at følge med i deres trivsel, fravær og karakterer. Og han skal især være opmærksom på de elever, der har det svært og har specielle udfordringer, som han hjælper med at tackle.

Peter Kuhlman fremhæver gymnasiets elever for deres forskellighed og for evnen til at kunne rumme hinanden på trods af forskellighederne.

”Jeg synes, at kulturen dejligt rummelig her. Der er både indvandrerpigerne med tørklæder og de kristne og festaberne. De er meget forskellige, og pointen er, at man ikke skal tilhøre en speciel kultur for at høre til. Det er en rummelig skole, hvor der er dejligt at være, uanset hvor man kommer fra,” siger han om eleverne, der kommer så langt som fra Gilleleje, Slangerup og Fredensborg. Dog er 80 pct. fra Hillerød.

Investering i fremtiden

At arbejde med at uddanne unge mennesker til samfundsborgere er for den afgående rektor simpelthen ”det mest meningsfulde, man kan gøre i Danmark.”

”Så kan man være bedrøvet over, at politikerne ikke forstår det rigtigt, og at det politiske flertal synes, at man skal stramme garnet omkring eleverne og presse dem hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det er lidt trist. Jeg ser uddannelse som en investering i fremtiden. Vi har tidligere haft en forståelse i Danmark af, at uddannelse og forskning er det, vi skal leve af. Vi skal sætte vores unge godt i gang og skabe gode samfundsborgere. Det nytter ikke, at vi risikerer at få en generation, der er dårligere uddannet end deres forældre,” fastslår han.

Der er afskedsreception for Peter Kuhlman onsdag eftermiddag. Foto: Jan F. Stephan

Der er afskedsreception for Peter Kuhlman onsdag eftermiddag. Foto: Jan F. Stephan

Sender eleverne en tanke

På vej ud af sit arbejdsliv glæder Peter Kuhlman sig over at have valgt det rette tidspunkt at takke af på.

”Jeg kan huske, at jeg var i Californien, og der besøgte vi nogle high schools i Napa Valley. Om en rektor på en af de high schools blev der sagt, at ’han har været rektor i syv år, så hans karriere er gået fuldstændig i stå’. Det kan man roligt sige om mig,” griner Peter Kuhlman.

Han kunne i teorien godt have fortsat en tid endnu, men han synes, at man skal gå, mens det stadig er sjovt at gå på arbejde:

”Der er styr på skolen, vi har en fornuftig økonomi og gode elever, og så er det nu, man skal gå. Eleverne er i hvert fald kede af, at jeg går af. Det er dejligt og sødt, at de giver mig knus og siger, at skolen ikke bliver den samme uden mig,” siger Peter Kuhlman.

”Måske sender de mig en tanke til sommer, når de står med studenterhuen og skal have taget foto i skolegården. Jeg sender i hvert fald dem en tanke.”

Publiceret 04 December 2018 10:30

SENESTE TV