Meire Oliveira er danser og skal i samarbejde med musikeren Alexander Kraglund få dans og musik til at smelte sammen i skoleprojektet KROP, der løber af stabelen i efteråret 2019 i ti klasser på forskellige skoler i Hillerød. Pressefoto.

Meire Oliveira er danser og skal i samarbejde med musikeren Alexander Kraglund få dans og musik til at smelte sammen i skoleprojektet KROP, der løber af stabelen i efteråret 2019 i ti klasser på forskellige skoler i Hillerød. Pressefoto.

Hillerød-elever skal opleve sammenhængen mellem musik og dans

Ca. 250 elever fra 3.-4. klasser i Hillerød Kommune vil i skoleprojektet KROP komme til at møde dansk/brasiliansk par, der improviserer med lyd, metaforer og moderne dans

Af
Anne Lønstrup

symbiose Det bliver nok ikke som i de gennemsnitlige musik- og idrætstimer, når 250 elever fra forskellige skoler i Hillerød møder skoleprojektet KROP.

Klaverfabrikken har i samarbejde med kunstnerparret Alexander Kraglund og Meire Oliveira udviklet KROP, som skal smelte musik- og idrætsundervisningen sammen på en helt ny måde. Statens Kunstfond støtter projektet med 147.000 kr.

”Projektet er skabt til Klaverfabrikken. De to kunstnere og vi har lavet det sammen med henblik på at søge Huskunstnerordningen, som Statens Kunstfond finansierer. Oveni de 147.000 kr. derfra, lægger Klaverfabrikken selv 50.000 kr., og sådan får vi råd til at ansætte Alexander Kraglund og Meire Oliveira over en længere periode, så vi i efteråret 2019 kan gennemføre KROP,” siger daglig leder af Klaverfabrikken Jens Jepsen.

"Det ligger ikke så meget til vores musikkultur her i Danmark, at vi bruger kroppen," lyder de fra Jens Jepsen, der er daglig leder af Klaverfabrikken. Arkivfoto: Martin Warming

Musik og krop hører sammen

Projektet handler bl.a. om at introducere Hillerød-eleverne til, at krop og musik hænger tæt sammen.

”Det ligger ikke så meget til vores musikkultur her i Danmark, at vi bruger kroppen. Vi er nok ret stillestående sammenlignet med den brasilianske kultur, hvor de to ting hører sammen, og hvor man bruger musikken som værktøj til at udtrykke sig kropsligt og fysisk,” konstaterer Jens Jepsen.

Ideerne til, hvordan skoleprojektet KROP skal skrues sammen kommer ifølge Jens Jepsen i høj grad fra Kraglund og Oliveira. Hun er brasiliansk danser og han er musiker, og har rejst meget i Brasilien.

”KROP kommer ud til ti 3.-4. klasser fra forskellige skoler, men klasserne er ikke booket ind endnu. Kunstnerne vil komme ud på skolerne flere gange, og til sidst samler vi eleverne her på Klaverfabrikken. Vi glæder os helt vildt til at folde projektet ud, for det er sådan, at Huskunstnerordningen kan støtte nogle projekter, som skolerne normalt ikke ville kunne betale.”

Jens Jepsen fortæller, at Klaverfabrikken gerne vil være et hus, hvortil kunstnerne kommer til med deres ideer:

”Klaverfabrikken arbejder med skoleprojekter på alle alderstrin og for at formidle kunst og kultur til børn. Vi vil gerne arbejde med at få kunst og kultur ind i andre fag som et værktøj eller et element, og vi samarbejder med kunstnere, der kan være med til at kvalificere det. I den sammenhæng giver et projekt som KROP, hvor eleverne kan fordybe sig i et emne i længere tid, og hvor de skal møde kunstnerne mange gange, rigtig god mening,” siger Jens Jepsen.

Musikeren Alexander Kraglund og danseren Meire Oliveira danner par privat, og har bl.a. samarbejdet i Dansekapellet og i Dansehallerne i København, hvor han har spillet violin til hendes dans. De har begge lavet projekter i folkeskolen før.

Musikeren Alexander Kraglund og danseren Meire Oliveira danner par privat, og har bl.a. samarbejdet i Dansekapellet og i Dansehallerne i København, hvor han har spillet violin til hendes dans. De har begge lavet projekter i folkeskolen før.

Vand, luft, jord og ild

Alexander Kraglund fortæller, at han og Meire Oliveira vil inddrage eleverne i den kunstneriske proces og lade dem opleve sammenhængen mellem musik og dans på egen krop.

”Det bliver et forløb, hvor vi ikke skelner mellem, hvem der er musiker, og hvem der er danser. Det er to sider af samme sag, og de to ting gavner hinanden. Hvis du skal lave musik, er det en god ide at have kroppen med,” siger Alexander Kraglund.

Han spiller selv forskellige instrumenter, men det er stemme og krop, der kommer i fokus.

”Vores tanke er at vi skal prøve at arbejde med metaforer og moderne dans. Vi skal undersøge, hvad det kan blive til, hvis vi kaster nogle ord som ’vand, luft, jord og ild’ op i luften og prøver at omsætte det i bevægelse og lyd.”

Publiceret 04 December 2018 16:00

SENESTE TV