H&M-butikken blev ryddet, da den nye H&M-butik i SlotsArkaderne åbnede i sidste uge. Foto: Mdt

H&M-butikken blev ryddet, da den nye H&M-butik i SlotsArkaderne åbnede i sidste uge. Foto: Mdt

Endnu et tomt lokale i butikscenter: H&M har lukket deres butik i Gallerierne

H&M-butik er tømt og lukket i Gallerierne. Indehaverne af butikscentret er i dialog med kommunen om en ny lokalplan for centret

Af
Mette Dolmer Thygesen

Da den nye, 2000 kvadratmeter store H&M-butik i to etager åbnede i SlotsArkaderne torsdag, lukkede H&M samtidig deres butik, som lå ud til Slotsgade i det næsten tomme butikscenter Gallerierne ned.

"Butikken er lukket. Men bare rolig. Vi åbner en ny butik med H&M Home i SlotsArkaderne," lød beskeden i et skilt i vinduerne i den nu tømte butik.

En af de eneste butikker, der var tilbage i butikscentret Gallerierne, er nu lukket. Foto: Mdt

En af de eneste butikker, der var tilbage i butikscentret Gallerierne, er nu lukket. Foto: Mdt

Sara Juel Andersen, der er kommunikationsansvarligt, forklarer beslutningen:

"Vi havde to butikker i Hillerød – den ene i Gallerierne med udgang til gågaden, og det var en rigtig god placering. Så fik vi mulighed for at udvide i SlotsArkaderne og samtidig få udgang til gågaden der, så vi fik mulighed for at få det bedste fra begge butikker samlet i én butik med udgang til Slotsgade".

Hun kalder det en "unik" mulighed for H&M for at samle kræfterne i én butik i Hillerød:

"Samtidig vil vores kunder gerne handle ét sted, så de ikke skal købe herretøj ét sted og H&M+ (plus size - større størrelser, red.) et andet. I vores nye butik kan vi samle det hele og samtidig præsentere vores H& M Home-kollektion," siger hun til Hillerød Posten.

Først skulle den ikke lukke

Da H&M første gang meldte ud i november 2016, at der skulle bygges en ny, kæmpe H&M-butik i SlotsArkaderne, spurgte Hillerød Posten, om H&M-butikken i Gallerierne så skulle lukke, men dengang lød svaret, at den skulle bevares. Men planerne har altså ændret sig:

"Først havde vi ikke planer om at lukke butikken i Gallerierne, men så fik vi et endnu større lejemål i SlotsArkaderne, end vi først havde skrevet kontrakt på. Og det gav os mulighed for at samle kræfterne på ét sted, og det gik vi efter," siger Sara Juel Andersen.

Tilbudt job

Alle medarbejdere fra butikken i Gallerierne er blevet tilbudt ansættelse i den nye butik i SlotsArkaderne.

Et skilt blev sat op i vinduet om, at nu var butikken lukket. Foto: Mdt

Et skilt blev sat op i vinduet om, at nu var butikken lukket. Foto: Mdt

Den tidligere Store Manager i butikken i Gallerierne er nu Visual Merchandiser i butikken i SlotsArkaderne. De to department managers fra butikken i Gallerierne udgør sammen med de to fra butikken i SlotsArkaderne de i alt fire department managers, som der er brug for, fordi der er så mange afdelinger i den nye butik.

"Så vi ser det som en win win-situation – både for os og for kunderne," siger Sara Juel Andersen.

I dialog om lokalplan

Den nuværende indehaver af Gallerierne kommenterer indtil videre ikke på, at H&M er lukket i butikscentret. De er i en proces med Hillerød Kommune omkring størrelsen af butikkerne i Gallerierne med mere, fortæller Tom Høeg fra Danske Detail Ejendomme ApS.

"Vi er i god dialog med kommunen, så jeg regner med, at lokalplanen går igennem det politiske system i løbet af første kvartal 2019. Der er igangsat en lokalplan for hvor store og hvor mange butikker, vi kan have i ejendommen. Derefter vil der gå 6-8 måneder behandlingstid, inden vi endeligt kan melde ud, men det ser meget lovende ud. Kommunens forvaltning er meget konstruktiv," siger han til Hillerød Posten.

Publiceret 27 November 2018 06:00

SENESTE TV