Holdkaptajnen Kim Wilsborg med sølvmedalje om halsen efter sejladsen i Sydney.

Holdkaptajnen Kim Wilsborg med sølvmedalje om halsen efter sejladsen i Sydney.

Kim fra Hillerød sejlede sølv hjem til Danmark ved 'OL for veteraner'

Den 58-årige tidligere livvagt for kronprinsen, Kim Wilsborg, var med til at hente en sølvmedalje i sejlads under det uofficielle OL for tidligere soldater, Invictus Games i Australien

Af
Anne Lønstrup

Sølvmedalje ”Jeg har aldrig sejlet før, så jeg valgte at stille op i sejlads.”

Citatet er typisk for 58-årige Kim Wilsborg fra Hillerød. Han kunne have valgt at stille op i cykling til Invictus Games, men det er han allerede trænet i – bl.a. har han cyklet til Paris med Team Rotary – så han valgte i stedet en helt ny disciplin.

”Folk lignede også et spørgsmålstegn rundt omkring mig, men det lykkedes jo meget godt,” siger han om indsatsen, der resulterede i en flot sølvpræmie i sejlads til Danmark under Invictus Games i Sydney, Australien. Her mødtes 500 fysisk og psykisk skadede militære veteraner fra i alt 18 nationer for at dyste i 11 forskellige discipliner. Multisportsstævnet for skadede veteraner er stiftet af Prins Harry.

Operahuset som baggrund

Kim Wilsborg havde søgt om at måtte deltage og var blevet udvalgt sammen med 49 andre veteraner. I løbet af fire træningssamlinger i Vejen i Jylland blev de 50 mænd og kvinder vurderet af psykologer og trænere fra forsvaret, hvorefter det endelige landshold på 25 deltagere blev udtaget.

”Vi havde seks sejladser dernede, og de fem af dem vandt vi. I finalen blev vi så nummer to efter det australske hold og vandt sølv, men det var en flot score, ikke mindst var det fantastisk, fordi vi havde haft så lidt sejltræning,” fortæller Kim Wilsborg om sin og de tre holdkammeraters indsats.

Sølvmedaljen blev hentet hjem i præcis den bugt, hvor danske sportsfolk tidligere har høstet triumfer:

”Vi sejlede samme sted, som Jesper Bank vandt olympisk guld i 2000, og det er altså med Utzons operahus som kulisse,” fortæller teamkaptajn Kim Wilsborg, der var i Australien for første gang og havde sin 13-årige datter med, så de kunne dele den store oplevelse.

Læsset væltede i 2016

Baggrunden for Kim Wilsborgs deltagelse i Invictus Games er ligeså dyster, som oplevelsen i Sydney var lys.

Han har en fortid i politiet og har bl.a. arbejdet som livvagt for kronprinsen i fem år. I 1990’erne var han udlånt til militæret og udstationeret i det tidligere Jugoslavien og Irak tre gange i alt.

”I Irak fik jeg til opgave at passe på en iransk oberst, der var faldet ned i vores område i helikopter. Opgaven skulle have taget et par dage, men han og jeg endte med at flygte rundt i bjergene i seks uger. Jeg havde fået at vide af min chef, at hvis vi blev fundet, ville det betyde, at der blev ildkamp. Derfor sov jeg ikke om natten i de seks uger,” fortæller Kim Wilsborg.

Han fik konstateret Posttraumatisk stressforstyrrelse, PTSD, allerede i år 2000, men fortsatte sit arbejde i politiet.

”Jeg fik behandling for det, men det lå der hele tiden, og da jeg i 2016 fik jeg et ret krævende job i politiet, så væltede det hele igen, og jeg blev nødt til at stoppe,” siger han.

Nyt netværk

”Jeg havde arbejdet i politiet i 32 år, og det er jo ligesom en familie. Men lige pludselig var den væk,” fortæller Kim Wilsborg, der måtte erkende, at han ikke kunne få et almindeligt arbejdsliv til at fungere. I dag har han fem arbejdstimer om ugen som fleksjobber.

Deltagelsen i Invictus har givet ham et nyt netværk, som betyder meget for ham. Og han tager gerne med til Invictus Games igen, hvis han kan få lov.

Publiceret 26 November 2018 16:00

SENESTE TV