Annemarie Christensen og elever fra gastronom og ernæringsassistent gør klar til gæsterne. Pressefoto

Annemarie Christensen og elever fra gastronom og ernæringsassistent gør klar til gæsterne. Pressefoto

250 mennesker spiste sammen på erhvervsskolen

Fællesspisningen var i sidste uge rykket til Erhvervsskolen Nordsjælland, hvor rigtig mange mødt op til et gratis måltid mad og rundvisning

Arrangementet 'Hillerød spiser sammen' var i onsdags 21. november rykket til Erhvervsskolen Nordsjælland (Esnord), hvor skolens ernæringsassistent- og kokkeelever fra Grundforløb 2 havde tilberedt maden. 252 mennesker mødte op og spiste med.

Søren Lerche fra Grundvigs Højskole og Christine Holm Donatzky, leder af Elevrekrutteringsenheden på Esnord, bød velkommen. Herefter fik bibliotekar Thorbjørn Zeuthen Tirsted fra Hillerød Bibliotek ordet og reklamerede for en række bogtitler, som folk kunne låne ved det mobile bibliotek.

Underviser og medarrangør Annemarie Christensen i køkkenet. Pressefoto

Underviser og medarrangør Annemarie Christensen i køkkenet. Pressefoto

Aftenens menu blev præsenteret af eleverne Henriette Camilla Hansen og Kenni Andersen: Bagt kalkunbryst med krydderier og karrysky, dampet hvidkål og salat med gremolata, bulgur med tranebær, krydderurter, kanel, ristede kerner og nødder, chutney af blommer, æbler, løg og rosiner og hjemmebagt brød.

Der var besøgende i alle aldre, og snakken gik på kryds og tværs, fortæller arrangørerne.

Spændende udfordring

Henriette Camilla Hansen, der går på GF2 på ernæringsassistentuddannelsen, var med til 'Hillerød spiser sammen' for tredje gang:

Menuen stod på blandt andet kalkunbryst, dampet hvidkål, bulgur, blommechutney og hjemmebagt brød. Pressefoto

Menuen stod på blandt andet kalkunbryst, dampet hvidkål, bulgur, blommechutney og hjemmebagt brød. Pressefoto

"Det er virkelig en spændende udfordring at lave mad til så mange. Jeg kan godt lide at have det ansvar. Vi har det hyggeligt i køkkenet, og vi lærer hinanden bedre at kende på tværs af hold og uddannelser. Vi har et rigtig godt samarbejde," fortæller hun i en pressemeddelelse.

Eleverne, der har lavet maden, blandede sig med gæsterne i løbet af aftenen og besvarede bl.a. spørgsmål om både madlavningen og deres uddannelse generelt.

Efter fællesspisningen var der rundvisning i skolens køkkener med underviser og medarrangør Annemarie Christensen.

Næste gratis fællesspisning finder sted på Hillerød Bibliotek onsdag 5. december kl. 17-19.

Mdt

Publiceret 25 November 2018 11:00