Arkivfoto

Arkivfoto

Cykelsti skal stå færdig til sommer

Udvalg giver tomlen op til tidsplan for cykelsti på Holmegårdsvej

Beboere og andre har længe kæmpet for at få etableret en cykelsti på Holmegårdsvej. Her har der har været flere ulykker, hvor cyklister har mistet livet. Tilbage i december 2016 blussede debatten yderligere op, da en 62-årig cyklist mistede livet.

Nu rykker cykelstien tættere på at blive til virkelighed, da Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget 7. november godkendte tidsplanen for projektet, som kommer til at koste omkring 10,5 millioner kroner.

Vi er kede af, at cykelstien ikke kan nås i år, men nu beder vi om pengene, så vi kan komme videre i processen

"Det er skønt med sådan en sag på dagsordenen. Vi er kede af, at cykelstien ikke kan nås i år, men nu beder vi om pengene, så vi kan komme videre i processen, for det er noget, vi alle ønsker os. Så det er skønt at komme videre med det," siger udvalgsformand Dan Riise fra Venstre.

Anlagt i april til juli 2019

Rådgiverudbuddet kan finde sted her i november, hvorefter der vil følge en projektering og en borgerinddragelsesproces. Projektforslaget står til at blive politisk behandlet i marts 2019, og efter udbud og licitation kan cykelstien blive anlagt i april til juli 2019, oplyser forvaltningen i sagsfremstillingen.

Der bliver en sti, som er delt mellem gående og cyklister i begge sider, og der bliver kantsten ud mod kørebanen. Strækningen, hvor der etableres cykelstier, er på cirka 750 meter fra Tikanten til Gl. Holmegårdsvej, idet projektet også omfatter ombygning af ca. 120 m cykelbane i vestlige side nord for Gl. Holmegårdsvej for at skabe en sammenhængende cykelsti.

Mdt

Publiceret 15 November 2018 07:00

SENESTE TV