Kasper Juul har formået at skabe et værdifuldt brand, som nu er solgt til en konkurrent. Han har ingen uddannelse - men tror på viljen som drivkraft til at nå sine mål.

Kasper Juul har formået at skabe et værdifuldt brand, som nu er solgt til en konkurrent. Han har ingen uddannelse - men tror på viljen som drivkraft til at nå sine mål.

23-årig iværksætter sælger sit firma for millionbeløb

Kasper Juul tager en tænkepause efter salget af sit firma LeasingExperten. Hvis han skal være selvstændig igen, skal det være med noget, der rækker ud over landets grænser

Af
Anne Lønstrup

”Der skulle ske noget nyt. Forza kom med et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, og for mig er det vigtigste, at det kilder i maven, når jeg går på arbejde.”

Sådan siger den 23-årige Hillerøddreng, Kasper Juul, som for knap en måned siden solgte sit leasingfirma, LeasingExperten til Forza Leasing for et millionbeløb. Han fulgte selv med – ligesom de fleste ansatte - og går nu og tænker over, hvad fremtiden skal bringe.

”Salget er simpelthen gået så stærkt. Vi blev enige den ene dag, og en uge senere sad vi heroppe hos Forza Leasing. Så nu skal jeg lige mærke efter, hvad der skal ske. Måske vil jeg starte et nyt projekt. Jeg er jo iværksætter med stort ”I” og jeg elsker at starte forretning op. Det kan også godt være, det er her i Forza Leasing, jeg skal blive. Jeg har solgt mit gamle firma, men i salgsaftalen står, at jeg bliver her i en periode, indtil de to firmaer er fusioneret,” fortæller Kasper Juul og fortsætter:

”Forza har tilbudt medejerskab af Hillerødafdelingen, og hvis jeg finder det interessant at være her, så kan det være, at jeg gerne vil eje noget af det. Det skal afgøres i løbet af 2019.”

Ungdommeligt brand

Ifølge Kasper Juul får han ti nye forretningsideer om dagen. Hans opmærksomhed retter sig især mod bilbranchen, som han synes kører gammeldags på mange måder. F.eks. synes han, der mangler en app, som kunne håndtere kundernes henvendelser til værkstedet – og omvendt – så man slap for ”alle de opringninger”, som han siger.

Lasse Frost fra Forza Leasing. Pressefoto

Lasse Frost fra Forza Leasing. Pressefoto

Når Forza Leasings CEO, Lasse Frost, skal svare på, hvorfor det lige præcis er LeasingExperten, han så muligheder i, peger han da også på firmaets SoMe-ekspertise og på LeasingExperten som et ungdommeligt brand med en yngre målgruppe:

”De er dygtige til markedsføring. På kort tid har de formået at skabe sig et brand i et stærkt konkurrencepræget marked. Det er fascinerende, at de kan komme så bredt ud. På tre år har de fået lige så mange følgere på Facebook, som vi har fået i løbet af ti år. Hvor vi har en tendens til at være de lidt tunge seniorer, så er LeasingExperten et ungt team med en anden ånd og en anden målgruppe. Det er et fantastisk supplement til vores profil,” siger Lasse Frost.

Publiceret 15 November 2018 05:00

SENESTE TV