Sådan præsenteres hotelprojektet i lokalplanforslaget, som arkitekturudvalget udskød beslutningen om til novembermødet. Her ses det fra Slangerupgade op mod Frederiksborg Slot. Illustration fra lokalplansforslaget

Sådan blev hotelprojektet præsenteret i det lokalplanforslag, som arkitekturudvalget nu har afvist. Illustration fra lokalplansforslaget

Nej tak til hotelbyggeri: "Vi sætter hårdt mod hårdt"

Arkitekturudvalget har afvist lokalplanen for hotelbyggeri på Markedspladsen. "Vi vil ikke tvinges til at sige ja til noget, vi ikke bryder os om," siger udvalgsformand

Af
Mette Dolmer Thygesen

Kommer der overhovedet et hotel på Markedspladsen? Det er spørgsmålet nu, efter at politikerne i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget på deres seneste møde den 7. november afviste at godkende lokalplansforslaget til hotelbyggeriet på Markedspladsen i centrum af Hillerød.

"Vi har haft arkitekten og bygherren til møde i udvalget og stillet en masse spørgsmål til lokalplanen og arkitekturen, men vi føler ikke, at de rykker sig. Vi har spurgt til, om byggeriet kan blive mindre i højden, få en anden farve og meget mere - men vi kan konstatere, at de ikke rykker sig. Så vi kan ikke anbefale byggeriet - og det står vi ved," siger udvalgsformand Dan Riise (Venstre) om det enige udvalgs beslutning.

Vil have færre etager

I referatet står der, at udvalget anbefaler, at lokalplanen ikke godkendes, som den foreligger nu, og at de anbefaler, at "der udarbejdes et projekt med lavere etageantal med et andet arkitektonisk udtryk med mere variation i facaden samt et lysere udtryk og et alternativt forslag vedr. vinduer".

Vi sætter hårdt mod hårdt nu. Vi vil ikke tvinges til at sige ja til noget, vi ikke bryder os om

Lokalplansforslaget giver mulighed for, at der kan bygges i syv etager med højeste punkt på 27,4 meter. Bebyggelsen skal nedskaleres til fem etager ind mod de eksisterende nabobebyggelser. Der må opføres samlet 10.566 kvadratmeter bebyggelse inden for området, som er på cirka 4.000 kvadratmeter. Men det forslag bliver altså ikke til virkelighed:

"Vi sætter hårdt mod hårdt nu. Vi vil ikke tvinges til at sige ja til noget, vi ikke bryder os om," siger udvalgsformanden og fortsætter:

"Vi synes ikke om projektet - det handler om farven, højden og alle mulige detaljer. Samlet set er der ingen af os i udvalget, som vil støtte det her," siger han.

Går handlen tilbage?

Udvalget har nu sendt sagen videre til behandling i Økonomiudvalget, for hvad skal der ske, hvis PFA Ejendomme nu afstår fra at bygge hotellet, som Zleep Hotels skal drive?

Udvalget vil have skåret ned på byggeriets højde - her ses illustration af, hvordan byggeriet ville se ud fra slottet. Illustration fra lokalplansforslaget

Udvalget vil have skåret ned på byggeriets højde - her ses illustration af, hvordan byggeriet ville se ud fra slottet. Illustration fra lokalplansforslaget

Udvalget bad forvaltningen om en redegørelse for, hvilke beslutninger der var truffet i forhold til salget af Markedspladsen.

"Vi ville gerne vide, hvad der var aftalt, da vi handlede. Står der i aftalen, at hvis vi ikke kommer med en færdig lokalplan - så går handlen tilbage? Nu må Økonomiudvalget beslutte, om der skal genforhandles om købet, eller om handlen skal gå tilbage. Køber har jo også noget at skulle have sagt, og indtil videre har de ikke udtalt sig. Hele forløbet ændrer dog ikke ved, at vi følte, vi havde hænderne bundet på ryggen - og vi kunne ikke flytte projektet i den retning, vi gerne ville," siger Dan Riise.

Mindre gårdmiljø

Udvalget forsøgte at få skåret ned på højden, men det ville gå ud over det gårdmiljø, som var planlagt at blive lavet i midten af det kommende byggeri, siger Dan Riise:

"Det eneste, vi var vilde med, var det gårdmiljø med små forretninger og et lækkert opholdsareal. Men på mødet kom det frem, at hvis vi ønskede at trykke projektet nedad i højden, så ville byggeriet brede sig, så der ikke kunne komme så meget torv i midten. Så vi følte, vi kørte fast,"siger Dan Riise.

Vi synes ikke om projektet - det handler om farven, højden og alle mulige detaljer. Samlet set er der ingen af os i udvalget, som vil støtte det her

Ikke kommentere nu

Hillerød Posten har været i kontakt med PFA Ejendomme, men de oplyste fredag, at de "for nuværende" ikke kan kommentere sagen.

PFA oplyste i en pressemeddelelse i 2017, at det var mere end 200 millioner kroner, de ville investere i byggeriet, som både skulle bestå af nye boliger, parkeringsplads og supermarked. I mellemtiden er ideen om et supermarked droppet i planerne, står der i referatet fra mødet 7. november.

Byggegrunden på Markedspladsen i Hillerød blev udbudt i maj 2016. Købssummen er på 10 millioner kroner, står der i købsaftalen, som parterne underskrev i juli sidste år. Pengene, som kommunen får i kassen fra salget, går dog lige op med de anlægsudgifter, kommunen får til ændringer i området omkring hotellet, har kommunen oplyst til Hillerød Posten i august 2017.

Publiceret 13 November 2018 10:05

SENESTE TV